Mængderne af fisk, der landes i Thyborøn Havn, er kraftigt stigende. Det viser nye tal for første halvår 2017, som havnen offentliggjorde fornylig.
Halvårstallene afslører ifølge Lemvig Folkeblad, at mængden af fisk er steget med 37 procent i årets første seks måneder sammenlignet med sidste år. Det er især mængden af industrifisk, der trækker i en positiv retning. Der er nemlig landet 158 procent flere industrifisk end de første seks måneder af 2016. En vigtig årsag til den positive udvikling er, at kvoten på tobis var meget lav sidste år, og at der derfor ikke blev landet tobis i større mængder. I år er udviklingen vendt, efter at kvoten på tobis er den højeste i 10 år. Større mængder fisk har til gengæld en negativ påvirkning på prisen, idet værdien på de landede mængder kun er steget 45 procent. Mindre fisk til auktionen Mens der har været markant fremgang for industrifiskerne, så er det gået den forkerte vej for konsumfiskeriet. De første seks måneder af 2017 er der nemlig landet færre fisk til Thyborøn Fiskeauktion – 10 procent under sidste års niveau – men til gengæld har priserne været højere. Derfor har de faldende mængder ikke ændret den samlede omsætning i kroner og ører, som er på niveau med de første seks måneder i 2016. Halvårstallene afslører desuden, at en stadig større del af fisken bliver landet til transit. Det vil sige, at fisken bliver landet på kajen i Thyborøn, men bliver transporteret videre uden om auktionen, skriver Lemvig Folkeblad.