Nye kunder og flere penge i kassen. Det er nogle af de fordele, som grønlandske fiskere vil komme til at opleve, efter at udenskærs fiskeri efter hellefisk ved den grønlandske vestkyst nu har fået MSC-stemplet.
Det er den klare konklusion fra Lisbeth Schönemann-Paul, CSR-ansvarlig hos Royal Greenland og formand for Sustainable Fisheries Greenland. – Vi er meget stolte af at være kommet så langt i processen, at vi har fået certificeret vores udenskærs fiskeri efter hellefisk, siger Lisbeth Schönemann-Paul til KNR. Skal være bæredygtigt Det blå MSC-mærke bliver givet til fiskeprodukter, som er bæredygtige. Altså produkter, der ikke gør skade på fiskebestande, andre dyr eller de områder, hvor der bliver fisket. Ifølge Lisbeth Schönemann-Paul er fisk med det blå MSC-mærke efterspurgt i især Europa, hvilket formentlig vil tiltrække nye og flere kunder. Hun siger til KNR, at Royal Greenland har kunder i Tyskland, Sverige og Frankrig, der ikke vil købe fiskeprodukter, med mindre de er MSC-certificeret. Også hos den grønlandske afdeling af WWF er der stor tilfredshed med MSC-mærket: – Det er en stor og vigtig sejr for de grønlandske fiskere, at man nu efter mange års indsats har fået MSC-certificeret det udenskærs fiskeri efter hellefisk i Vestgrønland, siger Kaare Winther Hansen fra WWF i Nuuk.