Det er West Diesel i Esbjerg der fortæller om den fortsatte succes med Mitsubishi S6U-motorserien.
Hanstholm-trawleren HM 128 Borkumrif har siden starten af februar gennemgået en større indvendig forvandling. West Diesel har leveret en komplet motorpakke i form af en Mitsubishi S6U-C2MPTK på 749 kW samt propeller og gear fra Hundested Propeller.
HM 128 Borkumrif har hjemhavn i Hanstholm og er ejet af Flemming og Dan Nielsen. De er far og søn, men det er sønnen Dan der tager sig af den daglige drift. I løbet af 2016 blev Flemming og Dan enige om, at det nu var tid til endnu en opgradering og denne gang skulle den 15-år gamle trawler så have en ny hovedmoter.
S6U-serien er en klar succes
Valget faldt på en Mitsubisi S6U-C2MPTK fra West Diesel i Esbjerg. S6U-serien er ikke helt tilfældigt valgt. Det er en motor West Diesel har haft utroligt gode erfaringer med de sidste mange år.
»Det hele startede da vi solgte en S6U-motor til L 155 Teide, som i dag hedder Linette. Den gjorde det utroligt godt. Siden har vi bare udbygget porteføljen med S6U-motorer i bl.a. de tre Irske søstre Westward Isle, Colmcille og Carmarose fra Vestværftet og senest HM 228 Pondus og HM 349 Stefanie«, fortæller direktør hos West Diesel Erling Sørensen.
»I samme periode har vi også solgt S6U til et par Norske trawlere, og lige nu har vi flere S6U-projekter i gang«, tilføjer Rasmus Sørensen, salgschef hos West Diesel.
»Alle skippere er naturligvis interesserede i at få en motor der bare virker og kører stabilt. Og der må vi bare sige, at vi har haft rigtig gode erfaringer med vores S6U-serie. Den leverer en fantastisk ydelse«, uddyber Rasmus Sørensen.
Prøvesejlads forløb perfekt
Efter ca. seks uger hos North Sea Yard, som sørgede for installation og ombygning, blev det tid til prøvesejlads af HM 128 Borkumrif. West Diesel stiller altid med egne teknikere for at sikre korrekt opstart og teknikeren konstaterede at alting forløb fuldstændig som det skulle. Og så var HM 128 Borkumrif atter klar til at fiske.
Fakta om SU-Serien Motoren har en vægt på 8400 kg, længde på 321,1 cm, bredde på 142,9 cm og en højde på 210,0 cm. 6 cylindre, 70 liter. Yder 749 kW ved 1100 omdrejninger. West Diesel har leveret den komplette motorpakke, som udover S6U-C2MPTK indeholder 1 stk. Hundested marinegear CPGD 120 reduktion: 7,0:1 og 1 stk. Hundested VP 11½ propelleranlæg. Fakta om Borkumrif HM 128 Borkumrif er bygget hos Karstensens Skibsværft i 2001 - nybygning 383. I 2010 blev skibet forlænget med 6 meter, fik ny aptering og et nyt styrhus.