Af FiskerForum.dks redaktion
Med det højteknologiske svenske forskningsskib »Svea« som platform stævner forskere fra hele Skandinavien ud på en bjergtagende ekspedition i Skagerrak. Projektet, SCANDSKAGEX26, (Er en højteknologisk forskningsmission støttet af EU, hvor havforskere fra Danmark (DTU Aqua), Norge (Havforskningsinstituttet) og Sverige (SLU) arbejder tæt sammen). skal via undervandsrobotter og avanceret kamerateknologi undersøge truede livsmiljøer og kortlægge havbundens vigtige rolle som klimabuffer i et af vores mest benyttede havområder.
I løbet af en uge i juli bliver Skagerraks dybe og hidtil utilgængelige render forvandlet til et videnskabeligt brændpunkt. Det sker, når forskningsfartøjet »Svea« danner rammen om det internationale togt SCANDSKAGEX26.
Formålet er at dykke ned i de områder af Skagerrak, der i dag er relativt ukendte, men som spiller en afgørende rolle for både den biologiske mangfoldighed og havets evne til at lagre CO2. Forskerne skal blandt andet kortlægge fiskens livsmiljøer på bunden, studere fiskebestande med specialkameraer og teste banebrydende metoder til at mærke fisk direkte under havoverfladen ved hjælp af undervandsrobotter.
Et dybhav i miniature format
Ekspeditionen er en direkte overbygning på de tidligere forskningsprojekter MARHAB og SAMSKAG. Her har fokus ligget på at forstå, hvordan de marine livsmiljøer hænger sammen på tværs af landegrænserne, og ikke mindst hvilken reel effekt de marine beskyttede områder har på fiskebestandene.
»Dette er en unik mulighed for at gennemføre et fælles skandinavisk havundersøgelsestogt til vores nærmeste dybhav i miniature. Den nye viden, vi indsamler, bliver helt afgørende for den fremtidige bevarelse og forvaltning af Skagerrak,« forklarer Even Moland, der er projektets hovedansøger og forsker ved det norske Havforskningsinstituttet.
Avanceret teknologi giver helt nyt overblik
Det kræver sit skib at operere på de store dybder med følsomt udstyr. Her kommer det 69,5 meter lange svenske fartøj »Svea« for alvor til sin ret. Skibet er spækket med avancerede akustiske systemer og er skræddersyet til at operere med både undervandskameraer og fjernstyrede robotter (ROV).
»Svea« er bygget til netop denne type operationer. Vi kan kombinere en ekstremt detaljeret kortlægning af havbunden med biologisk prøvetagning og visuelle metoder. Det giver os et helt unikt helhedsbillede af økosystemerne, som vi ikke har kunnet få før, fortæller Mattias Sköld, forsker ved Sveriges landbrugsuniversitet (SLU) og videnskabelig koordinator.
Hård international udvælgelse
At ekspeditionen overhovedet bliver til noget, skyldes det europæiske infrastrukturprogram AQUARIUS. Programmet giver forskere fri adgang til topmoderne fartøjer, droner og målestationer over hele Europa. Nåleøjet er dog ekstremt snævert, og ansøgningerne vurderes benhårdt på videnskabelig kvalitet og samfundsrelevans.
SCANDSKAGEX26 strøg helt til tops i den internationale evaluering, hvilket vækker stor begejstring hos den svenske fartøjsledelse:
»Svea« er en af de 57 faciliteter, der indgår i AQUARIUS-samarbejdet, og det er fantastisk, at dette projekt lander hos os. Ansøgningen blev rangeret meget højt i den videnskabelige udvalgskomité, og netop denne type komplekse, internationale forskningsprojekter er præcis det, vi ønsker ombord, lyder det fra Lasse Thorell, chef for fartøjsafdelingen ved SLU.
Togtets resultater vil løbende blive bearbejdet og skal i fremtiden styrke det videnskabelige datagrundlag for, hvordan de skandinaviske lande i fællesskab forvalter fisketrykket og miljøet i Skagerrak.




















