Af redaktionen FiskerForum.dk
De lovede guld og grønne skove, men leverede økonomisk baggear, historisk høj indvandring og et bureaukratisk mareridt. Ti år efter Brexit-afstemningen må Storbritannien se sandheden i øjnene: De tre store løfter om økonomi, grænsekontrol og uafhængighed var baseret på urealistiske illusioner.
Det har DR Nyhederne også skrevet om i artiklen »[Tre påstande om Brexit..](https://www.dr.dk/nyheder/udland/eu/tre-paastande-om-brexit-saadan-ser-det-ud-10-aar-efter)«
Den 23. juni 2016 traf et smalt flertal på 3,8 procent af de britiske vælgere en beslutning, der skulle definere nationens fremtid: De stemte Storbritannien ud af EU. Kampagnen var båret frem af massive, populistiske løfter om en gylden fremtid uden for unionens spændetrøje.
I dag – præcis ti år senere – står briterne tilbage i ruinerne af deres egne forventninger. Den seneste meningsmåling fra YouGov taler sit tydelige og nådesløse sprog: Seks ud af ti briter indser i dag, at Brexit var en fejl. Det inkluderer næsten en fjerdedel af dem, der i sin tid satte krydset ved »Leave«.
Virkeligheden har ramt Storbritannien som en hammer, og det skyldes først og fremmest, at projektet blev solgt på løgne og urealistiske fantasier, vurderer Ben Worthy, ph.d. og forsker i britisk politik ved Birkbeck-universitetet i London.
»Under valgkampen oversolgte Brexit-støtterne projektet fuldstændigt og gav enorme løfter, som overhovedet ikke havde bund i virkeligheden. Vælgerne er i dag efterladt med en dyb skuffelse, fordi de positive resultater på økonomien, immigrationspolitikken og uafhængigheden simpelthen var en illusion,« siger Worthy.
Her er de tre områder, hvor de britiske politikere tog fuldstændig fejl:
1. Økonomien: Milliardløftet der blev til en sivende vækstkrise
Brexit-arkitekten Boris Johnson turnerede i 2016 rundt med en bus, hvorpå der stod, at briterne ville få 350 millioner pund mere om ugen til det britiske sundhedsvæsen, hvis de forlod EU. Det var et slagkraftigt tal – og det var pure opspind.
Modstanderne advarede om et øjeblikkeligt økonomisk kollaps. Det skete ikke i ét stort brag, men konsekvenserne har i stedet vist sig som en langsom, kvælende proces.
»Det har mere været som et langsomt trafikuheld,« konstaterer Ben Worthy
De økonomiske realiteter er ikke til at tage fejl af: Den britiske nationalbank vurderer, at Storbritannien har mistet op mod 6 procent af sin økonomiske vækst som direkte konsekvens af Brexit. Det britiske varesalg til EU er ramt af en regulær nedtur, efter at briterne frivilligt valgte at låse sig selv ude fra verdens største indre marked og erstatte frihandel med toldmure og papirarbejde.
2. Immigration: Total fiasko for løftet om lukkede grænser
Hvis der var ét emne, der dannede benzin på Brexit-bålet, var det indvandringen. Med slogans som “tag kontrollen over grænserne tilbage” og skræmmebilleder af flygtningestrømme på de europæiske motorveje, lovede folk som Nigel Farage, at et farvel til EU ville stoppe indvandringen.
Men virkeligheden har udstillet løftet som en total fiasko. I stedet for at falde, eskalerede nettoindvandringen til Storbritannien og slog historisk rekord i 2023.
Nigel Farage har siden kaldt forløbet for »det største bedrag i en menneskealder«, men sandheden er, at briterne selv har skabt problemet. Nok er antallet af EU-arbejdere faldet efter indførelsen af strammere visumkrav, men det britiske arbejdsmarked har haft så desperat brug for hænder, at hullerne i stedet er blevet udfyldt af en endnu større bølge af indvandring fra lande uden for EU.
Ti år efter afstemningen gløder migrationsdebatten stadig i Storbritannien, senest eksemplificeret ved voldelige uroligheder og afbrændte busser i Nordirland. Brexit løste ingenting – det flyttede bare problemet.
3. »Take back control«: Fanget i det bureaukrati, de ville flygte fra
Det store mantra for Brexit-bevægelsen var at slippe for de tusindvis af regler og det bureaukrati, der strømmede fra Bruxelles. Boris Johnson lovede personligt at rive de over 2.500 årlige EU-regler i stykker for at genvinde det fulde britiske selvstyre.
Ti år senere har det vist sig at være en juridisk umulighed. Ifølge tænketanken Institute for Government hænger Storbritannien stadig på over 4.000 EU-love. De britiske myndigheder har været tvunget til at beholde dem for overhovedet at sikre, at der er basale spilleregler og rettigheder inden for arbejdsmiljø, sundhed og miljø.
Briterne har ikke taget kontrollen tilbage; de har reelt blot mistet deres stemmeret i Bruxelles, mens de stadig må indrette sig efter store dele af det europæiske regelsæt for at kunne handle med deres naboer.
En nation i permanent politisk undtagelsestilstand
Selv de mest rabiate Brexit-tilhængere har i dag svært ved at finde succeshistorier. Ofte forsøger de at skyde skylden på de mange globale kriser, der har ramt siden 2016 – herunder pandemien, krigen i Ukraine og inflationen.
Men kriserne kan ikke skjule, at Storbritanniens eget politiske system har været i frit fald siden afstemningen. Landet har netop set Labour-leder Keir Starmer trække sig som premierminister efter blot to år på posten. Han er den sjette premierminister, der må forlade Downing Street på ti år – et udtryk for den dybe, interne splid og ustabilitet, som Brexit har injiceret i britisk politik.
Det har efterladt Storbritannien i en både tragisk og paradoksal situation. Briterne ved godt, at de har taget fejl, og at projektet har slået fejl. Men stoltheden og udmattelsen holder dem fanget.
Målingerne viser nemlig, at selvom et massivt flertal i dag betragter Brexit som en historisk fejl, er der absolut ingen appetit på at starte den ydmygende proces, det ville være at banke på EU’s dør igen. Ti år efter står briterne tilbage med den bitre erkendelse af, at det er let at ødelægge et partnerskab, men uendeligt svært og dyrt at stå helt alene.’
