Formanden har ordet af Svend-Erik Andersen DFPO
Med John Mogensens legendariske protestsang som bagtæppe råber formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen, vagt i gevær. Mens landbruget tvinges i knæ af Den Grønne Tre-part, lukker myndighederne øjnene for millioner af liter urenset spildevand, eksploderende rovdyrbestande og forfejlede fiskestop i Østersøen. Det er på høje tid at droppe de nemme skrivebordsløsninger og se virkeligheden i øjnene.
- »Jensen går ned til en å for at fange sig en fisk.
Hva’ han ofte har gjort
Men der er ingenting at hente
En industri har fyldt åen op med skidt og lort.«
Sådan sang John Mogensen i klassikeren »Der er noget galt i Danmark«
Sangen er fra 1971, men her 55 år senere er der desværre stadig alt for meget om snakken, og omfanget er langt større, end de fleste forestiller sig.
TV2 kunne forleden fortælle, at den mængde urenset spildevand, der blev udledt sidste år, svarer til indholdet af næsten en million læssede tanklastbiler. Det er 113 lastbiler i timen, og i de to foregående år var mængderne endnu større.
Det es ganske enkelt ikke i orden at behandle naturen på den måde
Med den grønne trepart vil man over de kommende år reducere landbrugets udledninger af næringsstoffer ganske markant. Det er både godt og rigtigt, men selv om landbruget står for størstedelen af udledningerne af næringsstoffer, må det ikke føre til, at man lukker øjnene for, at der også er en række andre årsager til, at havmiljøet i de indre danske farvande er i en elendig forfatning.
Det drejer sig både om udledningerne af urenset spildevand fra rensningsanlæggene, men også om, at de alt for mange sæler og skarver gør voldsomme indhug i fiskebestandene.
Man skal trygt kunne bade fra de danske strande uden at bekymre sig om at blive syg, og der skal være fisk i vandet, som Jensen kan fange.
Man er i den forbindelse også nødt to at forholde sig til virkeligheden, når man regulerer fiskeriet.
Som det er i dag, er næsten alt fiskeri i Østersøen reduceret ud fra et ønske om at bringe torskebestanden tilbage på et niveau, den var på, da miljøtilstanden var en helt anden, end den er i dag.
Det er adskillige år siden, vi har fisket torsk i Østersøen, og vi er også langt fra at udnytte de crumbs af bifangstkvoter, der afsættes, uden at torsken har fået det bedre af den grund.
Derfor er det også på høje tid at få revurderet, om det virkelig giver mening at begrænse fiskeriet efter f.eks. fladfisk i den vestlige del af Østersøen med lukkeperioder og benhårde bifangstregler, der er indført for at passe på en torskebestand, der tydeligvis er meget lidt påvirket af fiskeri, men af andre årsager har det svært.
At lukke ned for fiskeri er altid en nem løsning, når politikere vil udvise handlekraft, som lektor Troels Hegland for nylig pointerede her i Fiskeri Tidende.
Det har han helt ret i, og det er trist, for der ér noget galt i Danmark, hvis vi bilder os ind, at det er nemme og symbolske løsninger, der skal til for at genoprette havmiljøet i de indre danske farvande.
Formanden har ordet af Svend-Erik Andersen DFPO




















