Indlæg: FiskerForum.dk
Tusindvis af deltagere, solskin og dybe politiske uenigheder dannede rammen, da det årlige Naturmøde i Hirtshals løb af stablen som Danmarks centrale, nationale platform for naturdebat. Mødets erklærede formål er at samle borgere, politikere, forskere og erhvervsliv til åben dialog om Danmarks naturpolitik. Men under overfladen på årets folkefest trak fronterne skarpt op – set fra kajkanten advarede fiskererhvervet mod at forhaste grønne løfter og krav om øjeblikkelige restriktioner igennem, der kan ende med at overhale den sunde fornuft indenom.
Tre solrige dage i maj blev Hirtshals omdannet til et levende demokratisk værksted. Naturmødet 2026 viste endnu en gang, at spørgsmål om biodiversitet, havmiljø og arealanvendelse både kan samle og splitte Danmark. Mens debatteltene trak fulde huse, summede kystbyen af liv med mad, musik og møder på tværs af holdninger.
Men den politiske alvor var ikke til at tage fejl af. Spørgsmålet om, hvordan store nationale aftaler som Den Grønne Trepart skal omsættes lokalt, fyldte mere end nogensinde før.
»Naturmødet er dér, hvor uenighederne bliver tydelige og hvor vi bliver mindet om nødvendigheden i at finde veje frem. I år har vi set en stærkere vilje til at rykke fra ord til handling. Det er helt afgørende, hvis naturdebatten skal gøre en reel forskel,« forklarede chef for Naturmødet, Leif Lund Jakobsen.
Men fiskerne advarer: Forhastede løfter truer erhvervets overlevelse
Selvom viljen til handling blev efterspurgt fra mange sider, efterlod Naturmødet et klart og bekymrende signal hos de fremmødte fiskere. Flere debattører på mødet udviste et voldsomt hastværk og forsøgte at forcere nye, stramme restriktioner igennem på havmiljøområdet.
Fra fiskerierhvervets politiske perspektiv er den tendens direkte farlig. Budskabet fra fiskerne er klart: Lad tre-parten slå rødder, før det næste skridt tages. Fiskerne mener, at det simpelthen ikke kan betale sig, at forcere store, gennemgribende beslutninger, som endnu ikke er ordentligt sat i søen i virkelighedens verden. Man kan ikke bygge ovenpå noget, der knap nok eksisterer endnu. Det syntes at være kendetegnende for visse grønne fløje, at tingene aldrig kan gå hurtigt nok, men hvis man hovedløst overbyder med krav om øjeblikkelige forbud, risikerer man at knække de erhverv, der skal leve af og med naturen.
Ingen »adgang forbudt-nationalpark«
Naturmødet 2026 understregede behovet for, at naturbeskyttelse skal levere målbare resultater, men for fiskerne må og skal målestokken være balance. Målet må aldrig være at forvandle de danske farvande til en mennesketom »Museums-natur« eller »Akvarie-natur«, som et lukket system til pynt, hvor fiskerne kun må kigge ind gennem ruden. Et »Akvarie-natur« der reelt vil afvikle levestederne for både fiskere og de sårbare kystnære lokalsamfund. Havet har altid været, og skal fortsat være, et levested for både natur og mennesker og ikke »en eksklusions-zone for mennesker«.
Synspunktet »Naturbeskyttelse skal levere målbare resultater« blev fremhævet af mødets ledelse:
»Det er her, hele Danmark mødes – også når uenighederne er store. Og det er netop det, der gør Naturmødet vigtigt. Vi skal kunne tale sammen og finde løsninger, hvis Den Grønne Trepart skal lykkes, og hvis vi skal skabe en bedre balance mellem natur, landbrug, fiskeri og de mange andre interesser, der er på spil,« understegede Søren Smalbro, borgmester i Hjørring Kommune og formand for Naturmødets bestyrelse.
Christiansborg mødte virkeligheden
På trods af, at de igangværende regeringsforhandlinger på Christiansborg holdt mange politikere i hovedstaden, var der alligevel solidt politisk fremmøde i Hirtshals. Her blev de landspolitiske visioner udfordret og tryktestet af de mennesker, der mærker konsekvenserne af de grønne ambitioner på egen krop.
Når Naturmødet 2026 nu er slut, står det klart, at naturdebatten ikke længere kan parkeres. Men hvis de kommende års store beslutninger skal holde i virkeligheden, kræver det, at politikerne har is i maven og lader den grønne tre-part virke i praksis frem for at bukke under for de debattører, der i fiskernes øjne kræver forhastede og uigennemtænkte restriktioner.
Naturmødet vender tilbage til Hirtshals næste år i dagene Kristi Himmelfartsdag, torsdag den 27. til og med lørdag den 29. maj 2027.
Fisikerforum.dk med indspark fra nyhedsbrev fra Naturmødet m.fl.




















