Nye temperaturmålinger i havene vækker dyb bekymring hos forskere. Bittesmå fimrehår, der normalt beskytter korallerne og sikrer dem livsvigtig ilt, bryder fuldstændig sammen, når havvandet bliver for varmt. Dermed accelereres en akut koral-død, som truer med at trække tæppet væk under 25 procent af alle arter i havet – herunder de fiskebestande, der udgør fundamentet for det globale fiskeri.
Det skriver Videnskab i artiklen »Danske forskere afslører bekymrende mekanisme i havet«
Koraller er ikke kun en fryd for øjet; de er vitale motorer i havets økosystem. Koralrevene fungerer som opvækstområder og levesteder for en fjerdedel af alle havets arter, herunder mange af de fisk, der landes og spises verden over.
Men et nyt studie fra Københavns Universitet afslører nu en hidtil ukendt og skræmmende mekanisme: De tusindvis af bittesmå fimrehår – såkaldte cilier – som dækker korallernes overflade, kollapser under stigende havtemperaturer.
Ven bliver til fjende
Normalt bevæger fimrehårene sig i bestemte mønstre, der skaber strømhvirvler og transporterer ilt fra havvandet ind til korallen. Men når vandet når kritiske temperaturer, sker det stik modsatte.
»Det er et kæmpe problem, for cilier, der normalt ’beskytter’ koraller, kan kun fungere op til en vis temperatur. Derefter kommer de faktisk til at kvæle korallerne og accelerere deres endeligt. En slags akut koraldød,« forklarer Michael Kühl, der er professor i marinbiologi og forfatter til det nye studie.
Under forskernes laboratorieforsøg brød ciliernes bevægelser fuldstændig sammen, når vandet rundede 37 grader.
Ifølge forskerne bag studiet er der ingen lette genveje, hvis fiskenes vitale levesteder skal reddes:
»Så selvom vi kan lære at se de tidlige tegn på koralstress gennem ciliernes bevægelser, er løsningen stadig grøn omstilling og at mindske global opvarmning, hvis vi vil modvirke de dystre fremtidsudsigter,« fastslår Michael Kühl.




















