Forskerne fra det norske Havforskningsinstituttet anbefaler derfor en nulkvote fra årets start – bestanden er historisk lav, og også den nye årgang ser svag ud.
Der bliver næppe tobisfiskeri i starten af 2026.
Det står klart efter, at det norske Havforskningsinstituttet (HI) nu er kommet med et foreløbigt kvoteråd for tobis i Nordsøen. Anbefalingen er nulfangst i alle forvaltningsområder, fordi bestanden fortsat er på et kritisk lavt niveau.
Ifølge forskerne er tobisbestanden faldet støt siden toppen i 2020 og det på trods af, at der har været meget lave fangster de seneste tre år.
Historisk lav bestand
Også i 2025 var kvoten sat til nul efter rekordlave målinger. Og nye undersøgelser tyder på, at situationen ikke er blevet bedre. Data fra efterårets såkaldte »skrabertogt«, hvor de norske forskere havde undersøgt de yngste tobis, viste, at den kommende årgang så svag ud – præcis som sidste år.
Havforsker Espen Johnsen forklarer, at tidligere målinger endda kan have været for optimistiske.
»De et-årige fisk, vi registrerer om efteråret, overlever i mindre grad frem til foråret,« siger han.
En mulig forklaring kan være, at store mængder kuller og hvilling i tobisområderne æder de unge tobis, inden fiskeriet overhovedet starter.
Opdateret vurdering til foråret
Forskerne vil nu gennemføre det årlige tobis-togt i april og maj, hvor de med ekkolod og trawl kortlægger både udbredelse, rekruttering og den voksne bestand. Den endelige kvoteanbefaling kommer i maj, efter at fiskeriet formelt er startet. Det foreløbige råd er forsigtigt – og den opdaterede anbefaling kan kun blive uændret eller højere.
Men forskerne forventer ikke store positive overraskelser.
Ny teknologi i brug
Også i år vil forskningsfartøjet »Johan Hjort« blive brugt sammen med den fjernstyrede »Frida«. Den ubemandede enhed leverede sidste år ekkolodmålinger, der var sammenlignelige med de traditionelle forskningsfartøjer. Dog er der vejrmæssige begrænsninger ved brug i åbent hav.
Brugen af mindre, fjernstyrede fartøjer er en del af HI’s langsigtede strategi for at effektivisere og modernisere overvågningen.
Stram forvaltning
Tobis i norsk økonomisk zone forvaltes i fem områder i Nordsøen, som igen er opdelt i underområder. Ét underområde skal altid være lukket for fiskeri for at undgå overfiskeri. Kvoterådene bygger blandt andet på vinterens undersøgelser af de yngste fisk, der ligger skjult i sandet, samt forårets akustiske kortlægninger.
Usikker fremtid for industrifiskeriet
Tobis er en vigtig art for industrifiskeriet og anvendes primært til produktion af fiskemel og fiskeolie. En fortsat nulkvote vil derfor få betydning for både fiskere og forarbejdningsleddet.
Alt peger dog på, at bestanden fortsat er under pres og at 2026 kan blive endnu et år uden ordinært tobisfiskeri i norsk zone.




















