DTU Aqua har gennemført ACCELERATOR-projektets første forskningstogt med forskningsskibet Havfisken i Skagerrak. Her testede forskerne med stor succes en ny observationsplatform, hvor avancerede akustiske kameraer blev monteret direkte på en testtrawl under fiskeri.
Resultatet blev helt nye og detaljerede observationer af fisk inde i trawlets selektionssektion – noget, forskerne på forhånd var usikre på, om overhovedet kunne lade sig gøre i det barske miljø, et trawl arbejder i.
Det fremgår af DTU Aquas nyhed: »Fangst filmet med succes i test af trawl..«
Bundtrawl under pres
Der er i disse år stigende krav om, at fisk og skaldyr skal produceres mere bæredygtigt – og med større hensyn til både miljø og dyrevelfærd. Samtidig bliver bundtrawl, som står for over halvdelen af fangstværdien i dansk fiskeri, i stigende grad kritiseret for påvirkning af havbunden, brændstofforbrug og uønskede bifangster.
Flere NGO’er presser derfor på for begrænsninger eller direkte forbud, hvilket i sidste ende kan få store konsekvenser for både seafood-forsyningen og de erhverv, der lever af fiskeriet.
Det er en af hovedårsagerne til, at EMFAF ACCELERATOR-projektet er sat i søen. Målet er at styrke fremtidens demersale fiskeri – både miljømæssigt og økonomisk. Og togtet med Havfisken i januar er ifølge DTU Aqua et vigtigt første skridt.
ACCELERATOR: Fra »test-og-fejl« til data
I projektet arbejder DTU Aqua med en mere systematisk metode til at udvikle trawl og selektionsløsninger. I stedet for den klassiske “test-og-fejl”-tilgang, hvor man ændrer lidt på redskabet og håber på en forbedring, forsøger forskerne nu at udvikle løsninger ud fra konkrete målinger og data.
Metoden bygger på, at man monterer avanceret sonarudstyr – såkaldte akustiske kameraer – direkte på trawlet under fiskeri. På den måde kan forskerne følge, hvordan fiskene bevæger sig og reagerer inde i trawlet, og hvordan de fordeler sig gennem selektionssektionen.
Det giver et langt mere præcist billede af, hvad der faktisk sker i trawlet, mens det fisker – og dermed også hvorfor nogle fisk slipper ud, mens andre ikke gør.
Et teknologisk gennembrud i mørkt og nærmest ugennemsigtigt vand
At placere dyrt og følsomt udstyr på et trawl i fart er i sig selv en teknisk udfordring. Men netop det er nødvendigt, hvis man vil have data, der er indsamlet under reelle fiskeriforhold.
Ifølge Junita Karlsen fra DTU Aqua kan man sammenligne det med det gennembrud, der kom i 1960’erne og 70’erne, da undervandskameraer og dykkerudstyr for første gang gjorde det muligt at se, hvordan fisk opførte sig foran og inde i trawlet.
I dag er kravene til selektion langt skarpere, og derfor er det nødvendigt at forstå hele spektret af fiskens adfærd – også forskellene fra fisk til fisk.
Med akustiske kameraer og kunstig intelligens kan forskerne nu ikke bare se fiskenes bevægelser, men også analysere dem automatisk og måle adfærden på enkeltfisk i et større område af trawlet, end man kan med almindelige optiske kameraer.
Målet: Bæredygtighed uden tab af fangstværdi
En central pointe i projektet er, at omstillingen ikke må ske på en måde, der ender med at koste fiskerne fangst og indtjening.
Som Junita Karlsen forklarer: »Trawl ligesom andre fiskeredskaber er designet til at gøre brug af fiskeadfærd for at maksimere fangstraten af målarter. Når redskabsdesignet ændres for at gøre det mere bæredygtige, for eksempel ved at reducere påvirkningen på havbunden, risikerer man samtidig at miste fangst af målarterne. For at undgå dette økonomiske tab for fiskeren, ønsker vi at forstå, hvad der fører til at målarten tabes.«
Det handler dog ikke kun om målarterne, men også om de uønskede fisk, som forskerne forsøger at lede ud gennem selektionsanordninger:
»Vi ønsker også at forstå, hvorfor ikke alle uønskede fisk benytter sig af de selektionsanordninger, vi forskere forsyner dem med. På den måde vil vi målrettet kunne forbedre de forskellige løsninger.«

WISH skal sikre, at viden bliver omsat til praksis
ACCELERATOR-projektet løber frem til 2028, men planen er, at arbejdet ikke stopper dér.
Som en vigtig del af projektet etableres WISH – Wild fish Industry Sustainability Hub, der skal fungere som et samlingspunkt for samarbejde, rådgivning og innovationsprojekter på tværs af sektoren.
Hubben skal være med til at sikre, at ny viden og teknologi ikke bliver i forskningsverdenen, men faktisk bliver omsat til løsninger, som kan bruges i praksis – og som kan skabe værdi i hele værdikæden fra fiskeri til marked.




















