Toke Binzer, CEO i Royal Greenland, tiltrådte i december – og står nu både med underskud, investeringsplaner og politisk uro efter Trumps Grønlands-udmeldinger
Det skriver FødevareWatch i forbindelse med et interview med Toke Binzer om nye investeringsplaner for koncernen.

Topchef Toke Binzer havde sin første arbejdsdag som administrerende direktør i Royal Greenland i begyndelsen af december. Han overtog posten efter en periode med midlertidig ledelse i Grønlands største virksomhed – både målt på økonomisk betydning og antal ansatte.
Opgaven er klar: Royal Greenland skal styres sikkert videre efter en årrække med underskud. Men for den nye topchef er opgaven hurtigt blevet udvidet, efter at USA’s præsident Donald Trump igen har skabt international uro med udmeldinger om Grønland.
Royal Greenland er ejet af selvstyret i Grønland og er samtidig landets største arbejdsplads, hvilket gør koncernen særligt følsom over for politisk usikkerhed.
»Vi er den største arbejdsplads i landet, så det påvirker naturligvis mange. Vi har forsøgt at håndtere det så godt som muligt,« siger Toke Binzer.
Han lægger ikke skjul på, at situationen skaber utryghed.
»Vi planlægger efter alle tænkelige scenarier, så vi kan drive virksomheden videre, og vi forsøger at tage hånd om medarbejderne. Det er jo ikke en fed situation for nogen.«
Det påvirker folk
Toke Binzer er opvokset i Nuuk og kommer senest fra en chefrolle i handelsselskabet Tusass. Han står dermed i spidsen for en fiskerikoncern med godt 2.000 ansatte, knap 40 lokationer i Grønland og en omsætning på omkring 5,6 mia. kr.
»Det er klart, at det påvirker folk. Det tror jeg, det har gjort for de fleste. Men jeg synes, det er blevet håndteret rigtig flot, og vi gør, hvad vi kan for at tage hånd om medarbejderne,« siger han.
Investeringer for en halv milliard
Samtidig er ledelsen i gang med en større plan for investeringer i landanlæggene rundt om i Grønland. Over de kommende år skal der investeres omkring en halv mia. kr. i modernisering, efter at fiskeflåden netop er blevet fornyet for et milliardbeløb.
Royal Greenland er mange steder den eneste mulige arbejdsgiver i mindre bosteder, hvilket giver særlige hensyn, når virksomheden samtidig er offentligt ejet.
På spørgsmålet fra Fodevarewatch.dk om, hvor politisk låst han er – eksempelvis i forhold til at lukke lokationer – svarer Toke Binzer kontant: »Der er nok lige så mange holdninger til det, som der er borgere i landet. Jeg vælger at se det sådan, at jeg ikke er låst.«
Han understreger samtidig, at balancen mellem drift og samfundsansvar er en del af jobbet.
»Min opgave er at drive et profitabelt selskab, der genererer overskud til det samfund, vi er ejet af – og samtidig leve op til vores stærke samfundskontrakt blandt andet inden for uddannelse og beskæftigelse i hele Grønland. Royal Greenland er ejet af hele samfundet, og den afvejning indgår i alle de beslutninger, jeg træffer, slutter Toke Binzer.«




















