Facebook grupper for »de højtravende« og »uopnåelige«

I FAGLIGE grupper om biodiversitet i Danmark, finder du mange forskere og formidlere samt organisationsfolk, der ved noget om dette emne, ligesom rigtig mange journalister og politikere også er med på disse sider.

I disse fora bliver der delt rapporter, forskningsresultater, presseklip og politiske udspil i en lind strøm. Tonen er ofte seriøs, velmenende og fagligt funderet — men også præget af en tydelig konsensus om, hvad der tæller som viden, og hvad der ikke gør. Og netop derfor opstår der et særligt problem: Når virkeligheden ikke passer ind i den etablerede forståelse, bliver den ikke undersøgt nærmere. Den bliver i stedet overset, nedtonet eller helt afvist.

Men det døde hav – der lever og leverer – bliver ignoreret

For iltsvind er reelt, og når det er på sit højeste — typisk i sensommeren og ind i efteråret — kan store områder være hårdt ramt. Men samtidig oplever nogle fiskere, at der stadig kan fiskes godt i dele af de samme havområder, som i den offentlige debat ofte omtales som »døde« eller »fisketomme«. Og netop de erfaringer får sjældent plads i samtalen.

Specielt når fiskere på sociale medier fortæller om deres fangster — rødspætter, søtunger og jomfruhummere — i disse såkaldt “fisketomme” områder, bliver det ofte mødt med tavshed eller mistænkeliggørelse. For det passer dårligt ind i det grønne narrativ, som præger mange af miljøorganisationernes Facebook-grupper, Instagram-profiler og den bredere offentlige debat.

Fortællingen om det døde hav har i årevis fyldt medier, rapporter og debatprogrammer. Iltsvind, kollapsende biodiversitet og fiskedøde pladser er blevet gentaget så ofte, at budskabet for mange er blevet en sandhed i sig selv — også selvom virkeligheden lokalt kan være mere kompleks, end den overordnede fortælling giver plads til.

Problemet er bare, at virkeligheden på havet — den fiskerne står i hver dag og nat — ikke altid matcher den dominerende fortælling fra universitetsverdenens model- og rapporteksperter.

En fisker fra Bagenkop beskriver et paradoks

Et paradoks, som – i stedet for en blank afvisning – burde vække nysgerrighed hos både forskere, journalister og politikere: I de områder, som universitetsforskere udpeger som »døde«, bliver der nemlig stadig fanget store mængder fisk og skaldyr. Rødspætter i tusindvis. Søtunger og jomfruhummere. Med andre ord: Der er fortsat liv i mange af de marine fødevarer, som eksperterne ellers havde erklæret for døde.

Og alligevel bliver der ikke spurgt ind til det — det bliver forbigået i stilhed — fordi det kolliderer direkte med narrativet om iltsvind og »det døde hav«.

Et hav erklæret dødt – uden at spørge dem, der fisker i det

Fiskerne oplever igen og igen at få det samme spørgsmål: »Hvordan kan I leve af at fiske, når havet er dødt?«
Svaret er lige så enkelt, som det er ubelejligt for narrativet: De sejler ud på de samme pladser, som der er fisket på i generationer, sætter grejerne og redskaberne i og fanger fisk – ganske som de plejer.

Alligevel bliver disse erfaringer ofte affejet som anekdotiske, uvidenskabelige eller direkte uønskede. I visse faglige fora og Facebook-grupper, der udadtil slår sig op på åbenhed og viden, oplever fiskere at være »forment adgang«. Ikke fordi de mangler viden – men fordi de mangler titler og fordi deres fortælling ikke passer ind i deres teoretiske verdens-forstilling af havet og dets manglende liv.

Her hersker et uskrevet hierarki: Kan dit navn ikke indledes med cand., ph.d. eller hav- og marinebiolog, så vejer dine observationer lettere end en graf, selv hvis grafen aldrig har været i nærheden af det hav, den beskriver.

Når regne-modeller slår erfaring ihjel

Der findes ingen seriøse fiskere, der benægter iltsvind eller miljøproblemer. Fiskere der stiller et legitimt spørgsmål: Hvorfor stemmer kortene og konklusionerne ikke altid overens med det, der rent faktisk sker og opleves på havet?

Iltsvindskort bliver ofte gengivet uden nuancer. Farver tolkes forkert. Gul bliver til iltsvind. Moderat bliver til dødt. Og fortællingen gentages, mens virkeligheden – fangsterne, livet på bunden, variationerne fra år til år – bliver sorteret fra.

Det er her kritikken bliver alvorlig

Når eksperternes videncentre vælger at lade stå til, når virkeligheden udfordrer modellen. Når man ikke ulejliger sig med at spørge fiskerne mere ind, fordi svarene risikerer at skabe sprækker i en forudbestemt konklusion og virkelighedsforståelse.

Bundtrawl – syndebuk uden modbevis?

Et særligt ømt punkt er bundtrawl. I fortællingen bliver bundtrawlede områder ofte fremstillet som biologiske ørkener. Men fiskerne peger på et faktum, som ingen NGO eller professor / havekspert, hidtil har kunnet modbevise entydigt: Der er slæbt med bundslæbende redskaber på visse pladser siden vinteren 1907–08, og der er fortsat fisk på de samme pladser, den dag i dag, trods iltsvindskort m.m.

• Er det et bevis på, at alt er perfekt? NEJ
• Er det et bevis på, at fortællingen om det totale kollaps er for simpel? JA

Når rødspætter i massevis fanges i den vestlige Østersø, samtidig med at de indre farvande erklæres fisketomme på tv, burde det udløse nysgerrighed, og ikke som det oftes sker, med latterliggørelse.

Fødevarer fra det »fisketomme« hav

Midt i debatten glemmes et afgørende aspekt: Fiskerne leverer fødevarer. Hver dag og nat. Frisk, lokalt fanget protein med høj ernæringsværdi. I en verden, hvor efterspørgslen på fødevarer stiger, og hvor forsyningssikkerhed igen er blevet et politisk nøgleord, virker det paradoksalt at gøre alt for at begrænse netop den produktion, der fungerer og som understøtter vores sundhed.

Jo færre fisk fiskerne får lov at levere, jo mere pres lægges der andre steder i fødevarekæden. Det er en sammenhæng, der sjældent indgår i de grønnes regnestykker.