Dansk Akvakultur advarer mod symbolpolitik, DN og Sportsfiskerne kræver havbrug ud – mens fiskeriet frygter, at regningen igen ender hos dem, der allerede er presset
Debatten om Danmarks kommende marine naturnationalparker i Øresund og Lillebælt er gået fra at være et naturpolitisk projekt til at blive en værdikamp om, hvad »beskyttelse« egentlig betyder – og hvem der skal betale prisen.
På den ene side står direktør René Christensen direktør for Dansk Akvakultur, der advarer mod, at modstanden mod havbrug bliver så absolut, at den i praksis kan gøre det umuligt at etablere marine naturnationalparker i et moderne samfund.
På den anden side står Danmarks Naturfredningsforening med præsident Maria Reumert Gjerding og Danmarks Sportsfiskerforbunds formand Torben Kaas, der fastholder, at havbrug ikke kan sameksistere med beskyttet natur, og at naturnationalparker netop skal være fristeder, hvor naturen får førsteprioritet.
Men midt i den offentlige duel står et tredje ben i debatten, som sjældent får lige så meget plads: fiskeriet.
Fiskeriet: »Vi støtter natur – men vi frygter at blive syndebuk igen«
I store dele af fiskeriet – og særligt blandt kystfiskere – er der i forvejen en voksende frustration over, at naturdebatten ofte ender med én automatreaktion: luk fiskeriet først.
Set fra fiskeriets side har de seneste års udvikling været præget af et mønster, hvor nye beskyttelsesplaner hurtigt får konsekvenser for fiskeriet, mens andre presfaktorer i havet enten bliver behandlet langsommere eller måske ikke udløser samme politiske handlekraft.
Fiskerne oplever derfor, at naturnationalparker risikerer at blive endnu et kapitel i en længere fortælling, hvor:
- erhvervsfiskeriet bliver udpeget som hovedproblem,
- mens udledninger, næringsstoffer, kloakoverløb, industrispildevand og andre påvirkninger fortsætter,
- og hvor fiskeriet – igen – står tilbage med lukninger, kvotetab og mistet levebrød.
Det er især det, der gør debatten om havbrug i naturnationalparker så betændt.
En grundlæggende uretfærdighed – set fra dækket
I fiskeriets optik er der en logisk brist, som mange fiskere har svært ved at acceptere:
Hvis en naturnationalpark til havs skal være »creme de la creme« for hav-naturen, hvorfor er det så ofte fiskeriet, der skal begrænses først – mens aktiviteter med direkte udledning af næringsstoffer og forurening har foregået i årevis?
For fiskerne handler det ikke kun om, hvorvidt havbrug skal være der eller ej. Det handler om principper og prioritering:
- Skal naturbeskyttelse være konsekvent – eller selektiv?
- Og hvem bliver ramt hårdest, når politikerne endelig beslutter sig?
Fiskeriets dilemma: Risikoen for at blive taberen uanset udfald
Det særlige ved denne debat er, at fiskeriet reelt kan ende med at tabe uanset hvilken side, der får ret.
Hvis René Christensen får politisk gehør for, at marine naturnationalparker skal rumme lovlige aktiviteter, kan fiskeriet frygte, at parkerne bliver »papirbeskyttelse« – hvor fiskeriet begrænses, men hvor de store presfaktorer ikke fjernes, og hvor naturen derfor ikke får det løft, som man lovede.
Hvis DN og Sportsfiskerne får deres model igennem, kan fiskeriet omvendt frygte, at naturnationalparker bliver starten på en ny bølge af totale forbud og lukninger, hvor også erhvervsfiskeri – særligt bundslæbende redskaber – igen bliver udpeget som den mest synlige og politisk letteste at regulere.
Fiskeriets bekymring er derfor, at debatten i virkeligheden handler mindre om havbrug – og mere om, hvorvidt marine naturnationalparker bliver en ny platform for at presse fiskeriet yderligere.
Fiskeriet efterlyser en ærlig debat om alle presfaktorer
Det fiskeriet typisk efterlyser – og som også afspejler sig i den debat, der løbende føres på FiskerForum.dk – er en mere ligeværdig tilgang:
Hvis man udpeger et område som naturnationalpark, bør man også have modet til at tage fat i alle andre presfaktorer:
1) Næringsstoffer (kvælstof og fosfor) → eutrofiering
- Landbrug (gødning, husdyrproduktion, dræn)
- Spildevand (rensningsanlæg, overløb)
2) Kommunale anlæg (CSO) og utilstrækkelig rensning
- Bakterier og virus
- Organisk stof (iltforbrug)
- kemikalier
- Medicinrester
3) Industriudledninger og »nye« miljøfremmede stoffer
- Tungmetaller (fx kviksølv, cadmium, bly)
- PFAS
- Opløsningsmidler
- Hormonforstyrrende stoffer
- Pesticidrester
4) Mikroplast og marint affald
- Dæk- og vejafslid (et kæmpe problem)
- Tekstilfibre fra vask
- Plastaffald
5) Skibsfart, støj og forstyrrelse
- Propeller, motorstøj
- Sejlruter
- Olie- og kemikaliespild
6) Kystbyggeri, råstofindvinding og habitat-tab
- Havneudvidelser, kystsikring, diger
- Sand- og grusindvinding
- Uddybning og klapning
- havvind og kabelnedlægning
7) Invasive arter og sygdomme
- Skibsfart (ballast, begroning)
- Akvakultur og flytning af arter
8) Klimaforandringer
- Varmere havvand → ændrede artsfordelinger
- Mere nedbør → flere kloakoverløb og mere udvaskning
- Hyppigere iltsvind (varmt vand holder dårligere på ilt)
- Forsuring påvirker skaldyr og kalkdannere
Ellers bliver det i fiskernes øjne ikke naturbeskyttelse, men symbolpolitik – og i værste fald en bekvem fortælling, hvor man politisk kan sige, man har »gjort noget«, uden at tage fat i de mange svære og dyre problemer.
Når havet skal beskyttes, men også bruges
I bund og grund står fiskeriet med en pointe, der ofte bliver overset i debatten:
Havet er ikke en naturpark i et vakuum. Havet er også et arbejdsrum, et fødevaregrundlag og en del af Danmarks forsyning.
Derfor efterlyser mange i fiskeriet en naturnationalpark-model, der ikke blot bliver et »nej« – men som faktisk forklarer:
- hvad man vil opnå,
- hvordan man måler effekten,
- og hvem der skal bære omkostningen.
Folketinget skal nu trække stregen – og vælge retning
Det er netop dette, Folketinget nu skal afgøre, når de fastlægger, hvad der skal være tilladt i marine naturnationalparker.
Forhandlingerne bliver derfor et svar på, om Danmark vil skabe marine naturnationalparker, der reelt ændrer virkeligheden – eller om de ender som et kompromis, hvor alle parter får lidt, men naturen får mindst.
Og for fiskeriet handler det ikke bare om havbrug – det handler om, hvorvidt man endnu en gang bliver det erhverv, der lettest kan reguleres – mens andre presfaktorer fortsætter i det skjulte.
