Under overfladen arbejder mikroskopiske organismer og krill utrætteligt for at fjerne kulstof fra atmosfæren og lagre det dybt i havet. Når vi taler om klimahelte i naturen, er det ofte Amazonas regnskove, der nævnes. Men under havets overflade udfolder der sig et langt mere skjult og effektivt klimaarbejde.
Milliarder af mikroorganismer og små dyr som krill opsamler CO2 og transporterer det ned til havets bund, hvor kulstoffet lagres permanent. På den måde hjælper havet med at holde klimaet i skak – måske endda langt mere effektivt end regnskoven.
Det skriver Videnskab blandt andet om i denne artikel »Havets plankton bremser klimaændringer« – læs den her.
Den biologiske kulstofpumpe
Havets hemmelige superkraft kaldes den biologiske kulstofpumpe. Den fungerer ved, at mikroorganismer og små dyr som krill omsætter alger og andet organisk materiale og transporterer kulstoffet ned til havets bund. Her bliver kulstoffet lagret permanent og kan ikke længere bidrage til drivhuseffekten.
I podcastserien ‘Hvordan ved vi det?’ fra Videnskabernes Selskab og Det Unge Akademi udforsker journalist Torben Sangild havets komplekse processer. Han får blandt andet selskab af professor i marinøkologi Thomas Kiørboe (DTU) og professor i biologisk oceanografi Katherine Richardson (KU), som forklarer, hvordan mikroskopiske organismer og dyreplankton spiller en central rolle i kulstofpumpen.
Plankton og krill – havets klimaarbejdere
Hvert forår opstår der massive algeopblomstringer i Nordatlanten. På blot 2-3 uger bliver algerne så talrige, at man kan se dem fra rummet som grønne områder i havet. Når algerne dør eller ædes, sættes den biologiske kulstofpumpe i gang.
Mikroorganismer omsætter algerne og frigiver næringsstoffer og CO2 i vandet, mens krill spiser plankton og producerer tunge fækalie-piller, der synker hurtigt ned på havets bund. På den måde accelererer krill kulstoftransporten fra overfladen til dybet og forstærker pumpens effekt.
Krill lever af mindre plankton og bevæger sig op til overfladen om natten for at spise, mens de om dagen gemmer sig i mørket for at undgå rovdyr. Denne dag-nat-cyklus gør, at fækalier udskilles dybt i vandet, hvilket er med til at øge kulstoflagringen.
Ny forskning om havets CO₂-optag
Tidligere troede forskere, at havets evne til at absorbere CO2 faldt over tid. Men nye data viser, at havene omkring Antarktis i dag absorberer dobbelt så meget CO2 som i år 2000. Ifølge miljøfysiker Nicolas Gruber fra Swiss Federal Institute of Technology in Zurich ændrer det dog ikke de overordnede klimaprognoser. Øget CO2-optag kan samtidig føre til mere sure havområder, hvilket kan skade marine organismer.
Forskningsindsatsen i praksis
En ekspedition med forskningsskibet »Meteor« i Nordatlanten viste, hvordan mikroorganismer og krill påvirker den biologiske pumpe. 28 forskere deltog i projektet EURO-BASIN, hvor DTU-Aqua-forskerne fokuserede på krill og mikroorganismer. Formålet var at forstå, hvordan disse organismer bidrager til eller bremser transporten af kulstof ned i havets dyb.
Krill-holdet arbejdede især om natten, hvor dyrene var lettest at fange med Bongo-net, mens andre forskere undersøgte plankton og havets fysik på forskellige tidspunkter af døgnet.
Havet – mere end bare vand
Havet er mere end et spisekammer og en transportvej for skibe. Det er en klimamaskine, hvor mikroskopiske organismer og små dyr arbejder utrætteligt for at holde CO2 væk fra atmosfæren. Krill, plankton og alger er havets skjulte helte – uden dem ville klimaudfordringerne se endnu mere uoverskuelige ud.
Havets biologiske kulstofpumpe minder os om, at klimaindsatsen ikke kun handler om skovplantning på land, men også om at forstå og beskytte det liv, der lever under havoverfladen.




















