WWF vil genoprette Sejerøbugten med stenrev, ålegræs og udsætning af torsk, men uden en reel indsats mod spildevand, kemikalier, rovdyr og fugle samt klimaforandringer, risikerer naturprojekterne at drukne i den menneskeskabt forurening.
En naturindsats med begrænsninger
WWF Verdensnaturfonden har taget fat på et af de største marine naturgenopretningsprojekter i Danmarkshistorien. Over de næste fem år skal ålegræs, blåmuslinger og 6.000 kubikmeter stenrev bringe liv tilbage til Sejerøbugten, og en halv million torsk skal udsættes. Det er ambitiøst, men det løser kun en del af problemet.
For selvom nye stenrev kan skabe bedre levesteder for fisk og smådyr, kæmper havmiljøet stadig mod en langt større fjende: den konstante tilførsel af spildevand, næringsstoffer og kemiske stoffer fra land.
Kemikaliebomben i danske farvande
En analyse fra Tænketanken Hav og DR’s afsløringer har dokumenteret, hvordan udledninger fra kommunale og industrielle rensningsanlæg fortsat sender giftige stoffer direkte ud i de danske farvande. Overløb ved skybrud og forældede renseanlæg betyder, at havet hvert år modtager store mængder kvælstof, fosfor, medicinrester og hormonforstyrrende kemikalier.
Det betyder, at selv når man etablerer nye stenrev, kan vandmiljøet fortsat være så belastet, at fisk, muslinger og ålegræs får svært ved at overleve på længere sigt.
Rovdyr og fugle lægger ekstra pres på fiskebestandene
Det danske havmiljø er allerede hårdt ramt af forurening og klimaforandringer og oveni kommer et stigende pres fra naturens egne toprovdyr, skarver og sæler er alle afhængige af de fisk, der stadig findes i farvandene. Når føderessourcerne svinder ind, intensiveres konkurrencen mellem rovdyr og mennesker om de samme bestande.
Det betyder, at de fisk, der overlever de menneskeskabte påvirkninger, i stigende grad bliver jaget af en voksende bestand af rovdyr og fugle. Dermed forstærkes presset på de allerede skrøbelige økosystemer, og fødekæden risikerer at kollapse, til skade for både naturen og fiskeriet.
Klimaets dobbelte slag
Oven i kommer klimaforandringerne: varmere vand, flere storme og hyppigere skybrud. Varmere temperaturer skubber flere fiskearter mod nord, væk fra danske farvande, mens ekstremregn øger risikoen for spildevandsoverløb. Kombinationen gør det endnu sværere at skabe stabile, sunde økosystemer.
Den hårde virkelighed
WWF’s initiativ i Sejerøbugten er prisværdigt – det viser, at naturen kan hjælpes på vej. Men hvis vi ikke samtidig tør tage livtag med de største udfordringer: spildevand, kemikalier og klimabelastninger, vil selv de mest ambitiøse projekter få karakter af symptombehandling.
Det kræver politisk vilje at sikre investeringer i moderne rensningsanlæg, stop for overløb og langt skrappere krav til industriens udledninger. Først når de problemer er løst, kan stenrev og torskebestande for alvor få en chance.




















