Efter 18 år på broen overlod Fritz Köster roret til Anna Rindorf ved en festlig reception med 200 gæster, taler fulde af humor og historie – og et blik ind i fremtidens kurs for havforskningsinstituttet.
Det skriver DTU Aqua i en meddelelse du kan læse her
Der var både fest og følelsesladede taler i sidste uge, da DTU Aqua markerede direktørskiftet fra Fritz Köster til Anna Rindorf. Omkring 200 gæster var mødt frem for at sige farvel til den afgående direktør og byde den nye velkommen.
Rektor Anders Bjarklev åbnede receptionen med ordene: »Anna, du står nu i spidsen for DTU Aqua – stort tillykke med det! Selvom du netop er startet, kommer du med en imponerende ballast!«
Fritz Köster har ledet instituttet siden 2007 og blev hyldet for at have styrket DTU Aqua’s internationale profil og for arbejdet med havforskningsskibet »Dana«. Det gjorde Anders Bjarklev med ordene; »Jeg vil starte med en stor tak til dig, Fritz! Du er på mange måder synonym med DTU Aqua. Som en anden kaptajn har du fra broen skuet horisonterne, sat kursen og styret sikkert gennem institutionelle, organisatoriske og politiske vande. Til tider smult, til tider uroligt, nogle gange i storm. Men frem, det er du kommet!«
I sin afskedstale takkede Köster kollegerne: »Now the last thing to say is, Anna, there is quite a bit to do, but on the other hand it implies that the institute is needed. Claus Nielsen (universitetsdirektøren) said it this way: A lack of work and delivery requests is not really a problem this institute has.« Fritz Köster fortsætter som forsker og med i arbejdet omkring det nye forskningsskib »Dana V«.
Den nye direktør, Anna Rindorf, som har været på DTU Aqua siden 1998, ser frem til opgaven. Hun ønsker et endnu større samarbejde med DTU’s nationale og internationale netværk, og at DTU skal være endnu mere synlige i den offentlige debat.
Hun sluttede af med at sige; »Fantastiske og forskellige folk, det har vi netop på DTU Aqua! Det er en fornøjelse at være omgivet af så mange unikke, innovative og dygtige folk, der sammen hver dag løfter vores viden om livet i vandet, og hvordan vi måler og forvalter det. Nye ideer trives i samarbejdet med vores studerende, der giver os mulighed for at sikre, at viden forankres og vokser videre i nyt talent, så vi også i fremtiden kan have et institut, der er førende i Europa indenfor forskning, uddannelse, innovation og rådgivning.«




















