Leder: FiskerForum.dk’s redaktion ser med bekymring på Danmarks dobbelte linje i EU’s landbrugs- og fiskeripolitik.
På papiret lover Danmark et grønt, stærkt og forenklet EU under sit kommende EU-formandskab. Men i praksis oplever danske fiskere og landmænd ikke lettelser og fremskridt – tværtimod mødes de af stramninger, nye afgifter og øget bureaukrati. Det er et paradoks, der kaster skygger over Danmarks troværdighed som formand for EU’s landbrugs- og fiskeripolitik.
Danmark taler om frihed og forenkling i Bruxelles – men binder fiskere og landmænd på hænder og fødder derhjemme
Når Danmark den 14. juli præsenterer sit arbejdsprogram for EU’s landbrugs- og fiskeriråd i Bruxelles, sker det med store armbevægelser og grønne ambitioner. SVM-Regeringen lover at gøre hverdagen lettere for fiskere, landmænd og fødevareproducenter, at fremme innovation og sikre en mere markedsorienteret og bæredygtig fremtid.
Men ser man mod Christiansborg og vigtigere endnu: ud på havet og markerne – står det klart, at de flotte ord ikke bakkes op af handling. Tværtimod føres der en politik, der trækker i stik modsat retning.
Trawlfrie zoner: Færre fisk – færre muligheder
Et af de centrale punkter i det danske EU-formandskabs fiskeridagsorden er ønsket om en »rettidig vedtagelse af fiskerimulighederne for 2026«. Sammenholdt med EU’s strategi for fiskeri og akvakultur, som fremhæver sektoren som afgørende for fødevaresikkerhed i en verden præget af kriser og ustabile leverancer, lyder det lovende.
Men samtidig har den danske regering netop indgået aftalen »En ny kurs for dansk fiskeri«, som medfører betydelige udvidelser af trawlfri zoner, blandt andet i Bælthavet og dele af Kattegat. Når disse tiltag lægges sammen med de allerede eksisterende zoner, betyder det, at over 30 procent af Danmarks havareal – omtrent 32.000 km2, bliver lukket for trawlfiskeri. Et trawlfiskeri der i dag bidrager med langt de fleste landinger af fisk.
Mange fiskere ser ikke en ny kurs, men en blindgyde. For trawlforbud betyder ikke blot begrænsninger i deres daglige virke, det truer også hele forudsætningen for, at dansk fiskeri kan være økonomisk bæredygtigt og bidrage til EU’s fødevareforsyning. Det står i skærende kontrast til de løfter og ambitioner, Danmark lægger frem i Bruxelles.
Parodien på protein
Danmark vil styrke EU’s forsyning, men tager selv produktions-jord ud af drift. Der er et noget andet fokus i formandskabsprogrammet på proteiner. Danmark vil gøre EU mere selvforsynende med protein til både mennesker og dyr. Men samtidigt lægges 390.000 hektar dansk landbrugsjord, svarende til hele 15 procent af arealet, ud af drift som led i den grønne trepartsaftale. Heraf skal 140.000 hektar udlægges til lavbundsjord »rewildes«, mens resten fortrinsvis tilplantes med skov.
Det rejser spørgsmålet: Hvordan kan Danmark i Bruxelles tale om at øge protein-produktionen, mens man nationalt gør det stik modsatte?
Mindre jord – mere protein?
EU-Kommissionen har erkendt, at Europa er alt for afhængig af import af proteinrige foderstoffer som soja og oliefrøkager. Derfor opfordres medlemslandene til at dyrke flere hjemlige proteinafgrøder som ærter, lupiner og hestebønner.
Men hvis produktionsjorden fjernes i stor skala – som i Danmark – hvor skal den produktion så finde sted?
Det danske formandskabsprogram lover at inspirere til tiltag, der kan »skaleres op på EU-niveau«. Men hvilke tiltag er det, hvis man samtidig reducerer både arealet og de økonomiske incitamenter til at dyrke netop de afgrøder, man taler for i Bruxelles?
Det hænger ganske enkelt ikke sammen.
CO2-afgifter og flere byrder
Fødevareproduktion presses fra alle sider og til listen over paradokser hører også den kommende CO2-afgift på landbruget, fiskeriet og de øgede transportafgifter. Danmark er det første og eneste EU-land, der indfører en decideret CO2-afgift på husdyrproduktion. Fiskeriet følger efter i 2029. Samtidig trynes fødevaretransporten af højere afgifter og administrativt bøvl, alt imens der politisk er bred enighed i EU om, at fødevareforsyningen skal styrkes, ikke svækkes.
Tilmed står nye gødningsregler klar i 2027, som vil reducere udbyttet fra de eksisterende marker. Når man lægger mindre arealer og lavere gødningsinput sammen, er resultatet ikke en højere produktion, men netop det modsatte.
Danmark går dermed i front med byrder og begrænsninger, mens man i Bruxelles taler om at lette vilkårene og fremme robusthed og markedsorientering.
Politisk paradoks – eller bevidst dobbeltspil?
I EU lover Danmark at sikre bedre rammevilkår for fiskere og landmænd. Men hjemme lægges der lag på lag af nye regler, skatter og restriktioner – med konsekvenser, der spænder ben for præcis de sektorer, som Danmark udadtil siger, det vil styrke.
Det rejser spørgsmål om politisk konsistens og i visse tilfælde kan det opleves som dobbeltmoral.
Vil Danmark være grøn bannerfører – eller bare grønvasket?
Hvis Danmark virkelig ønsker at styrke EU’s fødevareforsyning og proteinproduktion, bør det begynde med at sikre, at den nødvendige jord og frihed er til rådighed og at de, der producerer, har politisk og økonomisk råderum til at gøre det.
Indtil da bliver talen i Bruxelles blot endnu en grøn ambition uden jordforbindelse.
