Det danske fiskeri står midt i en alvorlig udfordring. Mens EU-landene generelt forsøger at beskytte deres fødevareerhverv og tage hensyn til både klima og økonomi, går Danmark i en helt anden, en mere restriktiv retning. Landet strammer grebet med nye nationale klimamål, trawlforbud og en CO2-afgift, der står helt alene i EU – til stor skade for både fiskerne og konkurrencedygtigheden.
Idéen om en europæisk grøn tre-part, hvor klima, erhvervsliv og politik spiller sammen om bæredygtighed, lyder godt på papiret. Men når danske politikere og europæiske MEP’er diskuterer konceptet, er virkeligheden en anden. Flere europæiske kollegaer , blandt andet Kristoffer Hjort Storm fra Danmarksdemokraterne, møder ideen med skepsis og de siger ærligt: »Det kommer aldrig til at ske her.« (landbrug: læs Storm’s indlæg i Altinget.dk Miljø under overskriften. »Ideen om en europæisk grøn tre-part vækker hovedrysten i EU«
Fiskeri: CO2-afgift og trawlforbud
Det er ikke fordi andre lande ikke tager klimaansvar, men de vægter fødevareproduktion, arbejdspladser og nationale interesser langt højere end Danmark. Herhjemme ser vi istedet en streng regulering, som især rammer fiskeriet hårdt.
Trawlforbuddet, som skal beskytte havmiljøet, har store konsekvenser for hele det danske fiskeri. Det begrænser fiskernes muligheder, øger omkostningerne og truer både arbejdspladser og bæredygtigheden i erhvervet. Samtidig pålægger Danmark en CO2-afgift på fiskeriet, som ingen andre EU-lande har. Det gør det endnu sværere for danske fiskere at konkurrere på pris og effektivitet, når naboerne slipper uden om ekstra omkostninger.
En truet fødevareforsyning i en usikker verden
Den politiske uro med krig og trusler mod den globale fødevareforsyning gør situationen endnu mere kritisk. Hvis Danmark fortsætter med at presse sine fødevareerhverv – landbrug og fiskeri – risikerer vi at svække vores egen evne til at sikre mad på bordet. Andre EU-lande forstår at beskytte deres producenter og prioritere forsyningssikkerhed, men Danmark har valgt en kurs, som risikerer at smadre de vigtige erhverv.
Der er bred enighed om, at klimaudfordringerne skal tackles, men løsningerne skal være realistiske og tage hensyn til erhvervslivets vilkår. I Danmark tales der meget om samarbejde og inddragelse, men ude på fiskerbådene oplever man, at beslutningerne bliver truffet uden reel dialog og forståelse for erhvervets udfordringer.
FiskerForum.dk opfordrer til en klimapolitik med jordforbindelse – en politik, der både beskytter miljøet og sikrer, at dem der arbejder med at producere mad, har en fair chance for at fortsætte deres arbejde.
Danmark kan være grønt også uden at gå på kompromis
Danmark har alle muligheder for at være ambitiøst og grønt, men det må ikke ske ved at ofre fiskeriet og landbruget på det symbolpolitiske alter. Hvis vi vil vise ægte lederskab, skal vi finde løsninger, der balancerer klimaindsats med fødevareerhvervets realiteter. Ellers risikerer vi at stå alene som EU’s grønne duks – med et svækket fødevaregrundlag og tabte arbejdspladser som følge.




















