Mens muslingerne simrede og frustrationerne kogte foran Christiansborg, manglede én vigtig ingrediens: Fiskeriminister Jacob Jensen (V). Han blev efterfølgende efterlyst – med både blink i øjet og alvor i stemmen.
Der var dampende muslinger, bannere med budskaber og politikere i gummisko foran Christiansborg tirsdag formiddag, med en hel busfuld af muslingefiskere fra Limfjorden – flankeret af ansatte fra Vilsund Blue og lokale politikere – var kørt til hovedstaden for at blive hørt. Men midt i muslinge-krigen manglede hovedpersonen i sagen – nemlig fiskeriminister Jacob Jensen (V).
Danmarksdemokraternes Kim Edberg Andersen opsummerede situationen med et satirisk Facebook-opslag, der hurtigt gik sin sejrsgang:
»Man kan finde Holger – men ikke Jacob, han er pist væk.«
Situationen har fået Kim Edberg til tasterne med det, man må kalde en blanding af politisk vrede og jysk ironi. Ifølge ham er det »som at lede efter Holger i en storm af bekendtgørelser og ministerbiler,« og han spørger – retorisk – om Jacob Jensen mon nu har gemt sig sammen med Venstres løfte om »aldrig mere Mette-mink«, i bunden af en ministerportefølje.
Budskabet fra muslingefolket var ellers krystalklart
En ny bekendtgørelse – sendt i høring 1. maj – truer med at forbyde muslingefiskeri i 37 Natura 2000-områder. Det vil ifølge både fiskerne og Vilsund Blue være en de facto lukning af muslingeerhvervet i Limfjorden. Men den minister, der teknisk set har ansvaret for at have sendt bekendtgørelsen i høring? Ja, han var ikke til at finde, til denne vigtige »happening« i Rigsdagsgården på Christiansborg denne tirsdag anno 2025.
»Han er blevet som en fisk i et net uden masker – han slipper ud, hver gang man tror, man har fanget ham,« siger Kim Edberg fra DanmarksDemokraterene DD
Vi leder efter Jacob
Fiskerne og de lokale erhvervsfolk havde håbet på en ærlig dialog. Ikke nødvendigvis hornmusik og fadøl – bare med en fiskeri-minister, der ville lytte. I stedet mødte de et politisk tomrum og måtte tage til takke med håndtryk fra mere dialog-villige folketings-kolleger.
Ifølge Kim Edberg (DD) havde Jacob Jensen (V) sagt nej tak til både debat og dampende skaldyr – men omvendt og åbenbart ja til en proces, der kan koste hundredevis af arbejdspladser i Nord- og Vestjylland.
»Det er svært ikke at tænke, at fiskeri-ministeren hellere vil være minister for »kontorstole« end for »kystnære fiskere«,« lyder det videre i opslaget på facebook.
Spørgsmålet, Jacob Jensen ikke har svaret på
Og midt i den lettere sarkastiske tone gemmer sig et seriøst spørgsmål: »Mener du – ligesom din minister-kollega Magnus Heunicke (S) – at fiskerne har ødelagt livet i de danske farvande i generationer? Eller vil du tage afstand fra det synspunkt?”
Indtil videre har Jacob Jensen (V) ikke meldt klart ud. Måske gemmer han sig bag Christiansborgs tykke mure. Måske er han optaget af embedsværket. Én ting er dog sikkert: Der er nogen i Limfjorden, der gerne vil have en forklaring.
Og som Kim Edberg formulerer det med et glimt i øjet: »Hvis nogen finder Jacob, så sig til ham, at vi er flere, der leder«.
Se indlægget her




















