Ved TripleNine`s lossekaj langs Industrikajen i Hvide Sande, var der her onsdag formiddag kø for at få landet og losset lasten af Brisling, da vejrmeldingen de kommende dage ikke tyder på særlig godt havvejr.
Grenå båden AS 341 Ida Camilla med skipper Mads Nielsen ved roret, er sammen med de to besætningsmedlemmer, lige vendt tilbage fra en, ifølge skipper selv, en kun middel fangstrejse.
”Det blev til kun godt 60 tons brisling, så det må betegnes som et middel resultat,” fortæller skipper Mads Nielsen til FiskerForum, der her på en regnvåd og overskyet onsdag står på kajen ved siden af trawleren Ida Camilla, der mens snakken går, får losset brislingen direkte over i en af HF Transports karakteristiske blå sættevogne på kajen.
Skippers ønske om en god rejse, ligger næsten dobbelt op, i forhold til det de netop har landet i dag. De har den sidste tid valgt at singletrawle i stedet for dobbelt og har også udelukkende fisket på Hvide Banke, små 75 mill ude vest, hvor mange andre fartøjer også henter deres brisling fangster i tiden.
Mens lastearbejderne og transportfolkene rigger slanger af og trækker i land, er prøve-udtageren fra TripleNine, i skarp konkurrence med de altid sultne måger, der under høje og hæse skrig kæmper om hver enkelt lille fisk de kan få fat i, travlt beskæftiget med at udtage materiale til laboratoriet, som i den sidste ende er med til at bestemme prisen og afregningens størrelse på den brisling, som netop er hentet op fra trawlerens lastrum.
Mens fortøjningerne slippes og Ida Camilla igen lægger fra kaj, når Mads Nielsen lige at skæve op på den mørkegrå himmel og slutte af med at sige, ”nu kører vi hjem og så må vi se om et par dage hvordan vejret så er, men de lover også dårligt vejr fra på søndag, så må vi se hvad der sker, det kan jo hurtigt blive en lang weekend”. Fartøjet er allerede ude fra kajen og næste brisling trawler får nu tømt lasten for lige så mange brisling, af de travle lossefolk.
FiskerForum.com