Fiskernes Fiskeindustri (FF Skagen) har i et åbent brev til Fødevareministeren Mette Gjerskov med kopi til statsminister Helle Thorning-Schmidt, fire nod- og vestjyske borgmestre samt tre folketingsmedlemmer, sendt følgende brev, som bringes her.
Fødevareminister Mette Gjerskov.
FF Skagen finder anledning til at fremføre en række centrale synspunkter ved ministerens politiske håndtering omkring den biologiske rådgivning af den vigtige industrifisk tobis.
Den har ført til en reduktion af tilførslen af tobis til de danske fabrikker på omkring 90 pet., som på ingen måde kan begrundes sagligt og ikke svarer til den dokumenterede virkelighed.
Ministerens håndtering har fået katastrofale konsekvenser for fiskemels-og fiskeolie branchen samt for adskillige andre erhverv og arbejdspladser i en række danske kystsamfund. Situationen har ført til massive regionale og lokale politiske reaktioner på borgmesterniveau. Flere af de danske fiskemelsfabrikker har dette forår været tvunget til at afskedige adskillige medarbejdere. Der er foreløbige omsætnings tab på op til flere hundred millioner kroner for enkeltvirksomheder, og flere er på vej . Enkelte har, tvunget af omstændighederne, konkrete planer om at flytte produktionen til udlandet. Eksporten til flere end 60 lande rammes.
Det er i denne sammenhæng afgørende at fremhæve, at FF Skagens utilfredshed med den politiske håndtering bygger på saglige argumenter, der er dokumentation for. Det bemærkes derfor, at tidligere ministre i lignende situationer har taget initiativer ved direkte kontakt til kommissæren i EU i Bruxelles. Det skete således i 2010, da den daværende minister fik forhøjet kvoten med 200.000 tons.
Kvoten var i øvrigt i 2011 på 334.000 tons, men er i år beskåret til 23.000 tons. Fiskeriet er beklageligvis overstået for denne sæson.
Når vi retter denne kritik overfor ministeren skyldes det ikke, at der lyttes til biologerne i DTU Aqua, men den er alene rådgivende, hvilket er værd at bemærke. Det er til gengæld en erfaring, at al slags rådgivning og indenfor alle erhverv i sagens natur har indbyggede svagheder og meget ofte alene bygger på teoretiske udgangspunkter og statistik, der ikke nødvendigvis svarer til virkeligheden. Det er aktuelt også tilfældet.
Det har i høj grad været ministerens mulighed at tage initiativer med udgangspunkt i DTU Aqua og ICES anbefaling. Det er ikke sket, og vi kan kun forstå denne svaghed i den politiske håndtering som en mangelfuldhed med de omfattende og unødvendige konsekvenser for erhverv og arbejdspladser, som nu viser sig.
Må vi også derfor pege på en formulering i ministeriets formålsparagraf om, at Fødevareministeriet arbejder i EU på at fremme danske synspunkter, således at danske erhvervs- og forbrugerinteresser tilgodeses bedst muligt.
Det er ikke sket. Der er beklageligvis ikke lyttet til branchen. Vi har respekt for, at ministeren ved flere lejligheder officielt og ærligt har tilkendegivet, at hun ikke har kendskab til fiskeri. Til gengæld må det forventes, at der i et vist omfang lyttes til branchen med de argumenter, der er statistisk og erfaringsmæssig dokumentation for. Det vil i alle andre sammenhænge give en minister anledning til at tage initiativer på et så vigtigt område, oven i købet i et erhverv, der ved egne initiativer i vidt omfang fungerer på et dokumenteret bæredygtigt grundlag.
Vi ser frem til, at situationen tages op til en fornyet drøftelse af hensyn til fremtiden, hvor også lydhørhed og forståelse fra ministeren bliver en del af den dialog, som vi synes har manglet i udpræget grad med vor branche.
Med venlig hilsen
FF Skagen Amba
Jens A. Borup
Bestyrelsesformand
Kilde: FFSkagen
FiskerForum.com