Det kunne de danske politikere tage ved lære af. Hvis et erhverv, som fiskeriet, uforvarent bliver klemt som i den nuværende situation med fortsat vanvittige høje priser på brændstof, så bør man gøre som i Norge.
Her har det norske Erhvervs- og Fiskeriministerium fastsat »Regler om midlertidige tilskud til brændstof til kystreje-flåden i 2023«.
Formålet med den norske Regering’s ordning er, at afhjælpe den krævende likviditetssituation for de registrerede fartøjer i kystreje-flåden i 2023, ved at reducere omkostningsbyrden som følge af ekstraordinære udgifter til brændstof.
Der er afsat 21 millioner NOK til udbetaling i 2023, og der gives tilskud så længe der er midler til udbetaling.
Der gives et tilskud på kr. 2,50 pr. fyldt liter afgiftsfrit brændstof, bunkret i Norge i 2023.
Tilskuddet gælder for bunkring, der er gennemført fra og med 1. januar 2023 og der kan, ifølge de norske regler, søges om tilskud op til 12 gange i 2023.
Danske fiskere er fortsat uden kompensation
Trods et fald i brændstofpriserne siden efteråret 2022, så er prisen for en liter diesel fortsat mere end dobbelt så høj, som den pris man lagde budget efter i 2021, for året 2022.
Stigningerne på brændstof kommer oveni den generelle inflation på øvrige varer og tjenesteydelser, der i gennemsnit pt ligger på mellem 8 og 10 procent. Så presset på fiskernes økonomi er ikke aftaget, for modsat andre i dansk erhverv, kan fiskerne ikke sende diesel-regningen videre til slutbruger – da fisken overvejende sælges på auktion til højestbydende.
Men det handler også om forsyningssikkerhed til fiskeindustrien, der dagligt modtager fisk til forarbejdning. De kan hvis der sker en yderligere stigning i brændstofpriserne, pludseligt komme i en mangel-situation for friske fisk.
Fiskeindustrien er afhængig af forsyningerne fra dansk fiskeri, der efter Rusland’s invasion af Ukraine, har haft faldende tilførelser. Heldigvis har priserne holdt niveau, men hvis ikke der snart kommer en form for kompensation for brændstof-stigningerne, så kan der opstå en akut og en meget alvorlig situation i fiskeriet. Man risikerer at fiskeriet går helt i knæ og i værste fald kan det medføre uoprettelig skade på hele forsyningskæden i fiskeriet. Det kan betyde at dansk eksport af fersk fisk til de lukrative markeder i EU bliver ramt, til skade for både fiskeriet og fiskeindustrien samt den samlede danske »husholdning«.
Udsigterne er ikke lovende – for ifølge flere eksperter så vil brændstofpriserne formentlig stige i løbet af foråret igen. Samme eksperter vil dog ikke give noget endeligt bud på hvor store prisstigningerne i givet fald vil være og hvor længe de eventuelt vil vare.