Fiskeristyrelsen har nu gennemgået alle de ansøgninger, der er modtaget til støtteordningen til ophugning af fiskefartøjer som følge af brexit. I de kommende dage vil styrelsen sende tilsagn til ophugning af 31 fiskefartøjer for i alt ca. 203 mio. kr.
Den 15. september 2022 åbnede Fiskeristyrelsen støtteordningen Ophugning af fiskefartøjer som følge af brexit. Støtten skal mindske de negative konsekvenser af brexit for fiskerisektoren ved at give erhvervet mulighed for at tilpasse sig den nye situation med reducerede kvoter. Under ordningen kunne fiskere således søge støtte til bl.a. ophugning af deres fartøjer. Ordningen lukkede for ansøgninger den 1. november 2022.
I alt modtog Fiskeristyrelsen 54 ansøgninger om støtte til ophugning af fiskefartøjer for i alt knap 500 mio. kr. I en række ansøgninger var de grundlæggende betingelser for at kunne modtage støtte i sin helhed, fx kravet om fiskeriaktivitet i mindst 90 havdage om året i løbet af 2018 og 2019, ikke opfyldt eller omfattede dele som ikke var støtteberettiget. I alt 35 ansøgninger for i alt knap 300 mio. kr. var støtteberettiget.
Fiskeristyrelsen har således modtaget ansøgninger for mere end den politisk fastsatte økonomiske ramme på 204,4 mio. kr. Ansøgningerne er derfor blevet prioriteret i henhold til udmeldte støttekriterier.
For at få udbetalt støtte skal fiskefartøjerne være ophugget senest den 1. juli 2023. Læs mere om de kriterier, det har været for at få udbetalt Brexit-støtte til ophugning af fiskefartøjer.
Udbetaling af 203 mio. kr. i Brexit-støtte til ophugning af 31 fiskefartøjer på vej til danske fiskere
- Dato: 19/12/2022
- kl. 14:00
- Kilde: Fiskeristyrelsen
- Kategori: Forvaltning
- Land: Danmark
Foto / Video:
Fiskeristyrelsen
ANNONCER