Et nyt stort Nordjysk byggeprojekt, bliver en kommende publikums-attraktion, der skal understøtte ideen om at udvikle Skagen som helårsturisme-destination. Bag projektet står fisker Henning Kjeldsen og for opførelsen står den nordjyske entreprenørvirksomhed A/S Trigon.
Det skriver Skagen Avis
Med vanlig passion og et fantastisk drive har fisker Henning Kjeldsen og Frederikshavnerfirmaet Trigon AS, nu sat økonomi og partnerskab bag ideen om et nyt aktivt spektakulært og et imponerende byggeri på 9.550 m2, med stort museum og oplevelsescenter på Auktionsvej i Skagen.
Her vil man fortsat videreføre museums-konceptet »Maskinrummet« med et arbejdende værksted, hvor man kan opleve en imponerende samling af historiske genstande, der gennem tiden har været brugt i fiskeriet. Men også med en omfattende samling af motorer og maritime effekter, og ikke mindst en større knallertsamling, veteranbiler og mere end 50 modelskibe og 300 flaskeskibe samt værktøj, udstyr og instrumenter af forskellig slags, herunder skibsradioer, skibsklokker, redningsudstyr og meget andet. Alt hvad det maritime Danmark og dets mange følgere finder interessant.
Kommende turistattraktion i Skagen
Byggeriet vil tårne sig op i fire etager, når det står færdigt, og som foruden selve museet og det arbejdende værksted, også kommer til at huse både en forretnings-arkade og øverst helt oppe en »Roof-top« til alle årstider. På Roof-toppen er der mulighed for events og konferencer og en restaurant, der byder på 360 graders udsigt over Kattegat og Skagerrak, der omkranser Skagen på toppen af Danmark.
Samtidig giver byggeriets udlejnings-del mulighed for at huse både større og mindre forretninger, pop-ups, liberale erhverv og f.eks. domiciler for lokale organisationer.
I mere end et år nu, har der været arbejdet på byggeprojektet, der står til at blive påbegyndt i begyndelsen af 2023. Først med nedbrydningen af den gamle hal på Auktionsvej, og derefter en igangsættelse af selve byggeriet, med en forventet indvielse i løbet af foråret 2024.
Selv siger Henning Kjeldsen omkring det oprindelige og det nye koncept, at de mere end 400 motorer af alle mærker og producenter, der alle er funktionsdygtige, fortsat udgør kernen i udstillingen. Den Nordjyske fisker påpeger, at de mange motorer er samlet og indkøbt fra både ind- og udland.
Dette trækker ofte passioneret motorentusiaster, til Europas største samling af A-ramme-motorer, der ligger i Skagen. Med daglige rundvisninger med en stor varm Nordjysk gæstfrihed, fulgt af en begejstret fortællelyst blandt museets fastansatte og de mange frivillige, gør oplevelsen helt særlig og helt unik.
Hvad driver den Nordjyske fisker
Det kunne være både nostalgi og nysgerrighed, for med Henning Kjeldsens baggrund som fisker og ophavsmand til »Maskinrummet«, er han selv en stor ildsjæl – der med et bankende hjerte og en uformindsket passion og entusiasme for »Maskinrummet«, har skabt rammerne for et levende billede af historiens gang igennem tiderne for fiskeriet.
- Udstillingshal Maskinrummet omfatter 6400 m2 (fordelt på 4 etager med udstillinger, rooftop med konferencefaciliteter og skorsten med 360 graders view over Skagen Havn- og by)
- Udstillingshallen bygges i 20 meters højde og skorstenen bygges i 25 meters højde.
- Bygningen opføres i røde, blødstrøgne teglsten
- Øvrige bygningsværk udføres i prægede præfabrikerede betonelementer
- Øvrige bygningsværk omfatter 2950 m2 erhvervsfaciliteter fordelt på:
- 750 m2 værksted og udstilling – som en del af Maskinrummet
- 2200 m2 liberalt erhverv
- Imellem de 2 bygninger er der 200 m2 svævegangsbro med mulighed for cafe
- Projektstart februar 2023 – forventet ibrugtagning forår 2024
- Grundareal 7.500 m2
Se videoen af det kommende »Maskinrummet« herunder.