Det mener havforskere fra det norske Havforskningsinstitut, at manglende viden om uregistrerede fiskedødsfald af primært sild og makrel i Nordatlanten, kunne kvoterne her sagtens være både 10 til 20 procent højere. Forskerne har netop udgivet en rapport om emnet på Oxford Academic.
Det er konklusionen på en ny videnskabelig rapport, hvor havforskere har set på undersøgelser af uregistrerede fiskedødsfald for sild og makrel i det nordøstlige Atlanterhav.
De har efterfølgende undersøgt, hvilke konsekvenser det har for bestandovervågningen og kvoterådgivningen.
Forskerne peger på tre ting der kan føre til uregistreret fiskedød:
- udkast – fangst på havet
- at frigive fisken direkte fra nettet i søen
- at noten sprænger
»Udkast betyder fangst på havet,« forklarer den norske havforsker Maria Tenningen fra det norske Havforskningsinstituttet om den første af de tre årsager til den uregistrerede fiskedød på havet og siger videre, at det at frigive fisken, betyder at åbne nettet, efter de er fanget. Hvis dette gøres forkert, vil mange af fiskene dø af stress og overbelastning. Det samme sker, hvis fangsten er for stor og dermed sprænger nettet, forklarer havforskeren fra Havforskningsinstituttet Maria Tenningen.
Dette kan føre til »forkerte« kvoter
»Hovedudfordringen med denne type fiskedød er når fisken aldrig landes, så bliver den heller ikke registreret. Dermed går disse fisk under radaren, når havforskerne skal beregne hvor store fiskebestandene egentlig er,« siger den norske havforsker. Dette kan føre til, at kvoter anbefales på et forkert grundlag, hvilket kan gøre fiskeriet enten mindre bæredygtigt eller mindre rentabelt.
Som at smide penge direkte ud i havet
»For de store makrel- og sildebestande taler vi om langt større og betydelige ressourcer, der går til spilde,« fortsætter Tenningen, der sammen med kollegaer på området, har gennemgået flere andre undersøgelser, der har forsøgt sig med at måle hvor meget fisk der egentligt går tabt.
»Samfundet kan på den måde gå glip af et fiskeri i størrelsesorden mellem 50 og 200 tusinde tons, ekstra om året, afhængigt af fiskeart og dødelighed. For makrel anslås værdien at ligge på omkring 341 millioner euro og 55 millioner euro for sild, baseret på 2019-priser, forklarer havforskeren.
Estimaterne er usikre
Den norske havforsker understreger videre, at estimaterne er meget usikre. Hvilket skyldes manglende viden om, hvor mange af de fangede fisk der rent faktisk ender i havet igen. Der er sandsynligvis her tale om et meget stort mørketal. »Vi har derfor i høj grad brug for en bedre registrering og langt mere forskning på området, for at gøre estimaterne mere realistiske,« siger Tenningen.
Men hvad er begrundelsen for ikke at lande fisken?
- Ingen vil have ødelagt deres net, når det kommer til stykket.
- Når det kommer til kassering eller udkast af fisken, kan det skyldes, at fiskeren får en større fangst af en forkerte art i i sit net.
- Det kan også være, at fiskeren fanger fisk i en størrelse, der giver en langt dårligere afregningpris.
På den baggrund vælger fiskeren som regel at »gemme« sin kvote til større og noget mere værdifulde fisk.
»Når fisken ind imellem sprænger nettet, skyldes det som regel at fangsten var større end beregnet. Ingen fiskere ønsker selvfølgelig dette, men det sker lejlighedsvis på grund af enten uheld eller en dårlig vurdering, siger Tenningen.
Ifølge forskernes beregninger er det udsætning af fisk og ødelagte net, der tegner sig for langt størstedelen af de døde sild og makrel. Udkast er ikke det store problem i disse fiskerier.
Bedre teknologi og metoder kan være løsningen
Men hvad kan der gøres for at overvinde problemet, spørger Tenningen sig selv og angiver her en mulighed, at undgå det ved bedre at kunne identificere fiskens art og størrelse, før den landes ombord. Skal fisken slippes fri i havet igen, bør det ske dddpå en mere skånsom og nænsom måde, af de fisk man ikke ønsker ombord.
Det arbejdes der med rundt omkring og havforskeren henviser til CRIMAC (Center for Research-based Innovation) der er et tværfagligt forskningscenter, der er dedikeret til at hente flere data ud af moderne ekkolod. Ved eksempelvis automatisk påvisning af art og størrelse på hver enkelt fisk.
Til imødegåelse af disse mørketal for døde fisk, vil et klart regelsæt og mere kontrol på fiskepladserne, samt et øget bevidsthed blandt fiskerne, hjælpe det hele godt på vej, siger den norske havforsker. »Men på både kort og langt sigt er det vigtigt, at vi får bedre fakta og tal om denne type fiskedød. Så kan vi inkludere det som en faktor, når vi beregner hvor store fiskebestandene er,« forklarer hun.
Den norske forsker ser selv for sig, at et udvidet samarbejde med kystvagten eller et større samarbejde med frivillige fiskerfartøjer, som et logisk næste skridt i denne proces.
