Som mange andre fiskere over det ganske land, som alle til tider har ageret Fiskeristyrelsens »malkeko«, er turen også kommet til gutterne på kutterne, der nu oversvømmes af »dummebøder« for sene indberetninger af landingserklæringer.
Thorupstrand fiskerne er ophidset og vrede over en praksis, hvor Fiskeristyrelsen, rent administrativt går et halvt år tilbage, for at se om landingserklæringerne er indsendt rettidigt. »Det er bare ikke i orden, at der kan gå helt op til et halvt år, inden man får at vide man har lavet en fejl – der kan laves mange fejl på den måde, uden man er opmærksom på det,« kommer det bramfrit fra flere af Thorupstrand fiskerne, der ikke selv syntes at fejlen ligger hos dem – men tværtimod hos en nidkær og uhyggeligt nøjeregnende styrelse, »der jo bare sørger for at loven bliver overholdt.«
Styrelsens egne fejl tæller ikke
Det kunne man selv konstaterer, da Styrelsen sendte en orientering ud om en tastefejl i Reguleringsbekendtgørelsens bilag 13 – Noget der normalt udløse en bøde på 1000 kroner hos styrelsen, hvis fejlen var begået af en fisker, men som i dette tilfælde blot tørt blev konstateret, uden undskyldning eller beklagelse. Der er forskel på folk – havde det været en fisker, der havde sat et komma forkert, eller glemt af vinkle en rubrik af eller fortaget en anden lille ubetydelig fejl, så havde det kostet ved kasse 1.
Du kan læse mere om Fiskeristyrelsens egen fejl her på Fiskerforum.dk
Nu er det lige for tiden gutterne fra kutterne, der er i styrelsens søgelys, for bøderne mildest talt skyller indover fiskerne ved Jammerbugten, i en jævn strøm, hvor flere dog stiller sig undrende op, for efter deres opgørelser og registreringer, skulle alt være i den skønneste orden.
Landingserklæringerne er efter Thorupstrand-fiskerne meget nemme at indberette, for det er præcis de samme tal som auktionshuset også indberetter.
Mistillid i et overbureaukratisk system
Men hvorfor nu dette dobbeltarbejde med indrapportering af samme tal. Flere fiskere mener, at det skyldes fiskeristyrelsens og fiskerikontrollens manglende tillid og tro på, at dét der oplyses fra fiskernes side åbenbart ikke er pålideligt og troværdigt nok. Man stemmer åbenbart tallene af fra landingserklæringen på kutterne, med opgørelsen af de indleverede og solgte fisk til Auktionen.
Denne bøderegn får nu en hård medfart af fisker på HM 93 Johnny Olsen, der overfor Nordjyske.dk ikke ligger fingrene imellem, overfor en styrelsen, som efter hans mening ikke har styr på en skid og som han utvetydigt finder møg-irriterende og nu må de satme´ holde inde med skydningen – for jeg betaler dem ikke, siger Johnny Olsen, der er villig til at gå rettens vej, for at komme denne overflod af bøder til livs.
»Det er kraftedeme irriterende. Jeg ved sgu´ snart ikke – det er næsten lige meget, hvad vi finder på, så vælter det satanedme ind med åndsforladte regler,« siger en meget irriteret Jonny Olsen til Nordjyske.dk og som samtidig bedyrer, at landingserklæringerne med oplysninger om hvilken fiskeart og vægt der har med ind, er overholdt. Samtidig er tidsfristen på 24 timer også overholdt. I nogle tilfælde er de sendt flere gange, »men når deres system ikke modtager dem – jamen, så kan vi jo ikke blive ved med at sende og sende, hvis deres system ikke tager imod,« forklarer Jonny Olsen.
Det er rent resursespild det her samt spild af både danskernes tid og penge. Hvis det så bare var en kontrol der skulle imødegå snyd og svindel, men det er der ikke tale om, for man kan slet ikke snyde her.
Thorupstrand fiskerne har selv haft en ansat til udelukkende at stå for indberetningerne til Fiskeristyrelsen.
Fiskeristyrelsen vejleder fiskerne i regeloverholdelse, og i hvordan de skal håndtere de tekniske krav til for eksempel indsendelse af landingserklæringen, en dialog der foregår løbende, fortæller Fiskeristyrelsen. De oplyser endvidere ved samme lejlighed, at man i perioden fra 1. januar 2021 og indtil 3. juni 2013 har modtaget 13.366 landingserklæringer, og heraf er 98.5 procent modtaget rettidigt.
Johnny Olsen får lige det sidste ord med på vejen overfor Nordjyske.dk. For som han rigtigt påpeger, så skal man i dag næsten have en studentereksamen, for at melde sin fangst ind til Fiskeristyrelsen. Der er efter Johnny’s mening, alt for mange regler og love. »For to år siden lovede de os (politikerne), at der skulle komme regelforenkling – ja tak skal du have, der er istedet kommet 17 nye regler siden,« slutter Jonny Olsen.