Med støtte fra EU’s Regionalfond har syv partnere i Nordjylland i tre år systematisk gennemgået tilgængelig viden om fiskefartøjer. Resultatet er et avanceret fiskefartøj, der sparer på energien, skåner miljøet og skaber bedre arbejdsmiljø.
Sådan ser et bud på fremtidens modulopbyggede fiskefartøj ud
Forud er gået tre års udviklingsarbejde med EU-støtte, som nu er endt med to modeller – et fartøj på 17 og et på 24 meter – til kystnært fiskeri og kystfiskeri.
Læs artiklen i FiskerForum.dk »Fremtidens fiskefartøj sparer op mod 60 procent alene på brændstoffet
Dele af Danmarks fiskerflåde kan opnå store besparelser på brændstoffet, mens mandskabet får bedre arbejdsforhold, og havmiljøet skånes – og investeringen er endda tjent ind igen på overraskende kort tid.
Så lovende lyder det fra et nordjysk skibsværft, som sammen med seks partnere netop har afsluttet tre års effektivt udviklingsarbejde i strukturfondsprojektet ”Fremtidens Modulære Fiskefartøj”. På bordet ligger nu en 168 sider lang rapport, spækket med viden, inspiration og forslag til nybygning af moderne fartøjer på 17 og 24 meter til kyst- og kystnært fiskeri.
»Vi har taget udgangspunkt i kendt viden, som vi har vendt og drejet, og på nogle punkter er vi gået et spadestik dybere og har fundet nye løsninger, som er med til at optimere indretning og udrustning,« siger Jesper Faurholt Jensen, administrerende direktør hos JOBI Værft A/S i Strandby, som har været lead partner i projektet.
Mellem 45 og 61 procents besparelse
Ambitionen i projektet var at kombinere eksisterende viden om teknologi og materialer i forhold til energiforbrug, arbejdsmiljø, arbejdssikkerhed, fangstmetoder og skrogtyper. Målet var at skabe et fiskefartøj, som på alle områder er optimeret på energisiden, og det er lykkedes. Beregninger viser besparelser på op til 61 pct. på brændstofudgiften på det største af skibene – og et stort potentiale for yderligere besparelser.
”Brændstofbesparelsen er kun beregnet på fremdrivning, fangstredskaber, skroget og elforbruget. Hvis man indregner fiskefabrikken og al udnyttet varme og kulde og de andre små optimeringer, så bliver besparelsen endnu større,” siger erhvervskonsulent Per Frank Hansen fra Erhvervshus Nord, som har taget sig af projektets administrative del.
Det energioptimerede fartøj er udviklet i et partnerskab mellem JOBI Værft i Strandby, ShipCon, SafeEx, Strandby Fiskerihavn, Strandby Fiskeriforening, Erhvervshus Nord (Frederikshavns Erhvervsråd) og DTU Aqua.
EU’s Regionalfond har støttet udviklingsprojektet med 1,9 mio. kr.
”Vi har nu et katalog med viden og muligheder, hvor vi har belyst nogle ting i en større sammenhæng. I en travl hverdag har man normalt ikke tid til at gå i dybden med store udfordringer på tværs af forskellige faggrupper. Danske og udenlandske fiskere, der skal have bygget eller renoveret, kan tage materialet, som vi har udviklet i projektet, og se, om det passer til behovet, når de skal bygge nyt elle renovere,” forklarer Jesper Faurholt Jensen, som ser et stort behov for disse fartøjer i hele Skandinavien, Island, Færøerne, Grønland og Nordeuropa.
Hurtig tilbagebetaling
I konceptet er det beregnet, at energioptimeringer kan reducere brændstofforbruget i 24 meter-fartøjet med cirka 61 pct. For et 17 meter langt skib er forbruget – og dermed besparelsen – mindre, men ligger dog fortsat på cirka 45 pct.
For et 24 meter-fartøj vil energioptimeringen og de øvrige forbedringer kræve en merinvestering på ca. 8 mio. kr. sammenlignet med et traditionelt fiskefartøj. Og i projektet er tilbagebetalingstiden beregnet til 3,7 år, hvilket anses for at være en kort tilbagebetalingsperiode.
Projektet rummer endda mulighed for yderligere energibesparelser, både på skrog og motortype. Blandt andet har partnerne valgt at beregne skibs-prototyperne med stålskrog, selvom der kan opnås en større energibesparelse med skrog af aluminium eller komposit. Det skyldes, at langt de fleste fiskere stadig efterspørger fartøjer med stålskrog, når der skal bygges nyt, fremgår det af slutrapporten.
Også på motorkraften er der potentielle yderligere besparelser at hente: I begge fartøjer anvendes dieselelektriske motorer, som dels giver en stor besparelse på brændstoffet og dels skaber mulighed for to skruer uden at skulle have to pladskrævende drivlinjer. 17 meter-fartøjet kan endda komme endnu længere ned i brændstofforbrug, fordi det kan køre på batterier, når der ikke er brug for fuld effekt.
Bedre arbejdsmiljø og skånsom fangst
Foruden de økonomiske optimeringer giver fartøjs-designet mulighed for at forbedre arbejdsmiljøet og arbejdssikkerheden ombord. Moderne fangstudstyr er også med til at sikre en skånsom behandling af fisken og dermed øge værdien af råvaren.
Fartøjet skal kunne opbygges i moduler, så det hurtigt kan indstilles til forskellige typer fiskeri, og fartøjets vedligeholdelse skal også give mulighed for at opnå besparelser og mere effektiv drift i forhold til traditionelle fartøjer af samme type.
Værftsdirektøren understreger, at det ikke er til at vide, hvornår den nye viden og konceptet kommer på havet. For det kræver en kunde, som ønsker at investere i sit fiskefartøj.
”Vi har en fiskerflåde, som på mange områder er meget fin, men en del skibe er tynget af alderen, svære at optimere og trænger derfor til at blive udskiftet. Branchen ønsker innovation, men der er brug for gennemprøvede løsninger, som man ved fungerer. En fisker eksperimenterer ofte kun i mindre grad med sit nye skib, da han skal ud og drive forretning fra dag ét. Derfor er det vigtigt at have et funktionsdygtigt skib,” siger Jesper Faurholt Jensen.
FAKTA Om ”Fremtidens Modulære Fiskefartøj”
Projektet har til formål at udvikle et innovativt koncept for et modulært, energibesparende og vedligeholdelsesoptimeret fiskefartøj til kyst- og kystnært fiskeri. Projektet er påbegyndt i juni 2016 og afsluttes 29. februar 2020. Målet er at udvikle konceptet for et fartøj på ca. 17 meter, som kan skaleres ned til under 15 meter, samt et fartøj på op til 24 meter. EU’s Regionalfond har støttet projektet med 1,9 mio. kr.
Læs om projektet hos Erhvervsstyrelsen
FAKTA Om EU’s Regionalfond
I perioden 2014-2020 investerer EU’s Regionalfond, Socialfond og danske partnere hvert år 1 mia. kr. i aktiviteter, der skaber vækst og beskæftigelse i hele landet.
Regionalfondsprogrammet for 2014-2020 er målrettet bedre vækstvilkår for små og mellemstore virksomheder, der spiller en vigtig rolle i at skabe vækst og nye arbejdspladser i Danmark. Derfor medfinansierer EU’s Regionalfond projekter, der skal:
- Styrke virksomhedernes innovationsevne
- Udarbejde vækstplaner for virksomhederne
- Hjælpe virksomhederne med at blive mere ressourceeffektive.