I starten af 2019 blev Cand. comm. psyk. Maria Mejlhede ansat som kommunikationskonsulent ved Danmarks Pelagiske Producentorganisation. Her har hun blandt andet fået til opgave, at formidle det pelagiske fiskeri, med en mere nuanceret vinkel og fortælling om fiskeriet.
Begrebet »Kvotekonger« er desværre allerede grundfæstet i folks bevidsthed og fordommene kommer som oftest af uvidenhed, så for at nedbryde fordomme viser DPPO befolkningen bredden af dansk fiskeri. Ikke kun selve fartøjerne og udstyret, men også hvordan man bor og lever om bord på et pelagisk fartøj. »Det er vigtigt, at vi fortæller, hvordan de store fartøjer arbejder med miljø, og hvilke tiltag de gør for at passe på naturen,« forklarer den nye kommunikationskonsulent Maria Mejlhede.
Derfor har DPPO været involveret i forskellige kommunikationsprojekter i løbet af hele 2019, som blandt andet:
Naturmødet
I foråret var DPPO til stede på Naturmødet, hvor man denne gang havde allieret sig med friskolen Skallerup, som sendte deres udskolingselever til at arbejde med forskellige problem-stillinger inden for det pelagiske fiskeri. Forinden havde samtlige elever været ombord på HG 265 »Asbjørn«, hvor Fridi Magnusen havde taget imod eleverne, lærerene og et nysgerrigt tv-hold, som efterfølgende sendte besøget på både TV2 Nord og TV2 Nyheder.
Eleverne stod stolte på Naturmødet og fremviste deres forskellige projekter, som spændte meget bredt med alt fra podcasts og tasker lavet af genanvendelige trawl til smagsprøver på elevernes egne fortolkninger af brislinger samt interaktive tavler over Brexit’s påvirkning af det pelagiske fiskeri. Eleverne fyldte 16 forskellige boder, som vakte stor interesse og nysgerrighed blandt både Naturmødets besøgende, men også hos formand for DPPO, Fridi Magnusen, der i den anledning udtalte: »Jeg er meget imponeret over, hvordan eleverne har arbejdet med et så komplekst erhverv, og at se hvor mange muligheder der er for at arbejde kreativt med fiskeriindustrien. Det har været en anderledes tilgang, end vi plejer, men eleverne har i høj grad fordybet sig i opgaven og kommet med nogle interessante bud på fremtidens udfordringer«.
Fiskefestivalen
I august blev HG 265 »Asbjørn« igen kapret, denne gang var det af små »kvotekonger«, der tog styringen til åbent hus under Fiskefestivalen i Hirtshals. Alle der havde lyst til at se, hvordan en pelagisk båd så ud, og hvordan det pelagiske fiskeri foregik, kunne komme om bord. Det vrimlede med børn og voksne, der skulle se det store skib, som rummede alt fra hospital til imponerende teknologi i styrhuset. »Her er meget sejere end min fars kontor, og det er helt vildt med alle knapperne i styrhuset – faktisk kan man sejle hele båden med én knap!« sagde en meget imponeret Sofie på 11 år fra Aarhus, der var iført sin nye glitrende »kvotekonge-krone«.
»Mange har en romantiseret forestilling om, at fiskeriet stadig foregår i de blå kuttere. Småt er godt, vil de fleste danskerne nok sige. Men det er ikke altid sandheden,« forklarer Maria Mejlhede videre. I efteråret havde DPPO fokus på videnskab og virkelighed. For første gang var DPPO deltager til Naturvidenskabsfestival. Temaet i år var Vandets hemmeligheder. Maria Mejlhede fra DPPO dykkede i fællesskab med undervisere og elever ned i det dybe ocean, tog på en historisk rejse gennem fiskeriet og fortalte lidt om det naturvidenskabelige grundlag for kampen om vandet rundt om på kloden. Alt sammen for at blive klogere på det hemmelighedsfulde vand med udgangspunkt i fiskeriet.
Naturvidenskabsfestivalen
Igennem Naturvidenskabsfestivalen var der tilmeldt gymnasier og udskoling, men også tre små klasser. Her var spørgsmålene noget anderledes. Mange af eleverne var eksempelvis meget interesserede i, om fiskerne ikke savnede deres mor og far, når de var længe væk, og hvor mange fisk, der kunne være på en fiskestang. De var dog meget imponerede, da vi viste dem, at det professionelle fiskeri ikke bruger en fiskestang, men et stort net til at fange de store mængder fisk.
I dag handler fiskeriet ikke kun om at fange fisken, og derfor blev der også formidlet i fagene: Samfundsfag, psykologi, dansk og retorik. DPPO gennemgik, hvilken effekt sproget kan have, og hvordan sprogpsykologien kan påvirke forståelsen af et erhverv som fiskeriet. »Jeg må da nok indrømme, jeg ikke vidste noget om fiskeriet. Jeg har set lidt på tv, men har tænkt, det bestemt ikke var noget for mig og meget beskidt. Men det var interessant at høre, hvordan det pelagiske fiskeri slet ikke ordner eller rører fisken. Og hvor mange jobmuligheder der er i fiskeriet,« fortæller Viktor på 18 år, som til dagligt går i 3.c.
Fiskeriet er underprioriteret i skolen
Skipper Karsten Mølgaard fra det pelagiske fartøj HG 333 »Isafold«, holdt oplæg for elever fra Hjørring gymnasium og det stod hurtigt klar for den nye DPPO kommunikationskonsulent og for underviserne, at fiskeriet i den grad har været underprioriteret i uddannelsessystemet, hvorimod landbruget er en del af pensum på alle skolerne. »Det overrasker mig altid, når jeg taler med de unge elever, hvor unuanceret og begrænset deres viden er om dansk fiskeri. Ofte møder jeg en opfattelse af fiskeriet som værende umoderne og i tilbagegang. Dette er heldigvis ikke virkeligheden, men det fortæller mig, at vi skal være opmærksomme på ungdommen og ikke glemme den unge generation, som trods alt skal tage over for os en dag,« udtaler Maria Mejlhede.