Hanstholm Fiskeauktion fik tilført 51.787 kg den 23. november og det fik omsætningen til at passere 500.000.000 kroner.
Auktionsmester Jes Holm Sørensen siger, at de mange landinger fra både danske og udenlandske fartøjer samt gode priser på fisken, er den direkte årsag til det gode resultat.
Hanstholm Fiskeauktion har med sin strategi om hurtig afregning til fiskerne samt friske fisk til aftagerne inden 24 timer og ikke mindst beliggenheden på ryggen af Jylland, gjort auktionen til Danmarks største.
Det var en glad og tilfreds auktionsmester der gjorde status over resultatet, der aldrig tidligere er nået så hurtigt på året. Med 28 forskellige fiskearter med hovedvægten på torsk, rødspætter, mørksej og kuller, blev rekorden fejret med øl og sandwich til alle medarbejdere og fiskeeksportører.