Fødevareminister Henrik Høegh var torsdag ombord i Hanstholm kutteren HM 635 ”Karbak”.
Måske ender det med at blive en af Henrik Høegh´s sidste opgaver som minister, efter der fredag formiddag er udskrevet nyvalg til folketinget.
Men ministeren nåede det, og Henrik Høegh fik også lejlighed til at rense og pakke rundfisk, om end i begrænset omfang.
Det skete på en blot 18 mil lang fisketur ombord i Hanstholm fartøjet HM635 ”Karbak”. Ministeren var inviteret af formanden for Hanstholmfiskerne, Jan Hansen, som håbede at ministeren i løbet af dagen ville få et bedre billede af, hvordan hverdagen fungerer ombord i et fiskefartøj.
På den korte tur blev der fanget 130 kg. fisk og til TV Midt Vest udtalte ministeren, at næste gang han skal debattere fiskeripolitik bliver det langt mere levende for ham; ”jeg kan sætte mig ind hvordan de forskellige krav virker i praksis” forklarede ministeren til de rullende kameraer. Og ministeren udtrykte forventning om, at han fremover vil blive en bedre fiskeripolitiker.
Jan Hansen havde nok set valget komme, for ifølge TV MidtVest agter han også at invitere den næste minister til søs.