Behovet for at trække stadigt større opgaver som reparationer, ombygninger samt nybygningsopgaver indendørs og gøre sig uafhængige af vejr og vind gør sig gældende i alle større fiskeri- og havnebyer i Nord og Vestjylland.
Uden af skele eller sammenligne overhovedet med den store flydedok »Nordsø-Katadralen« i Hirtshals, er Hvide Sande Shipyard nu gået igang med at bygge en ny værfts-hal på land, der bliver halvt så lang, men 4,5 meter bredere end »Nordsø-katedralen«. Det vestjyske værfts nye »hal´v-Katedral«, der i disse dage skyder i vejret på beddingsarealet ved Hvide Sandes største arbejdsplads, bliver 46 meter lang og 21 meter bred med en højde på 20 meter.
Ifølge værftets direktør Carl Erik Kristensen er det en øget kunde-efterspørgsel af større indendørs produktionsforhold, der har sat gang i byggeriet. Investeringen skal sikre mere effektive og optimale forhold for de ansatte og i arbejdet med de stadigt større fartøjer, som værftet skriver kontrakt på.
Bedre forhold for værftets dygtige og erfarne smede og skibsbyggere samt egne og underleverandørenes specialister, sikres med det nye byggeri og forventningerne er da også, at hente flere opgaver på mellemstore fisketrawlere samt offshore-vind fartøjer hjem til værftet, da man nu kan servicere og bygge under tag hele året rundt. Med den endnu større indendørs hal er det nu muligt for værftet at gøre sig helt uafhængige af det til tider ustadige vestkystvejr.
Kæmpehal til endnu større opgaver
Den nye produktionsfacilitet opføres i en samlet længde på 46 meter og en bredde på 21 meter samt en højde på 20 meter. I gavlen mod øst etableres der en hangarport på 18 meters bredde. Hermed sikres der både adgang til, og mulighed for ophold under tag for selv større skibe, end de skibe som værftet i dag håndterer under tag.