En opkøber af industrifisk i Grenaa er dømt for ikke at have indberettet over 8.100 tons industrifisk, svarende til en værdi af ca. 10 mio. kr.
Fredag den 21. januar 2011 udløb ankefristen i en meget stor sag om landing af ”sorte industrifisk”. Overtrædelsen fandt sted i 1. halvår 2006.
Overtrædelsen blev afsløret i en kontrolaktion, som Fiskeridirektoratet sammen med Skat gennemførte i efteråret 2006, og dommen lyder på bødestraf på 75.000,- kr. til henholdsvis virksomheden og til dens daglige leder samt konfiskation af fortjenesten på de ulovlige industrifisk på i alt 1,5 mio. kr.
”I Fiskeridirektoratet er vi tilfreds med dommen. Den giver Fiskeridirektoratet medhold i alle indstillinger, og stadfæster lovgivningen på flere områder” siger Anders Munk Jensen, direktør i Fiskeridirektoratet.
• En opkøber kan ikke være formidler af fisk, som leveres direkte fra fiskefartøjer, og samtidig undlade indberetning af fangster til Fiskeridirektoratet
• En daglig leder/ejer af en virksomhed kan straffes personligt, hvis virksomheden ikke indberetter fangster af fisk til Fiskeridirektoratet
Det har ikke været muligt at identificere de fiskere og fartøjer, som har landet de ulovlige industrifisk, og derfor har fangsterne ikke kunne afskrives på kvoterne for 2006.
Der er tale om meget store mængder fisk. Det svarer til, at 2 lastbiler fulde af uregistrerede industrifisk, hver eneste dag er kørt fra havnen i Grenaa, i det halve år hvor overtrædelsen har fundet sted.