I sidste uge lagde Tammes Menne fra Statens Naturhistoriske Museum som så ofte før vejen forbi den lokale fiskehandler, Amager Fiskehus i Holmbladsgade. Det første fiskehandleren sagde, var: “Det var godt du kom”.
Forklaringen var, at Fiskehuset havde købt en smuk, rød fisk, som ingen i butikken havde set før. Heldigvis kunne Tammes straks se, at der var tale om en nordisk beryx (Beryx decadactylus).
Den 48,5 cm lange og 1,783 kg tunge fisk var fanget på Bøchers Banke ved Læsø på ca. 80 meters dybde d. 17. november af fisker Orla Vistrup, og da arten er særdeles sjælden i danske farvande, er den endt i Zoologisk Museums videnskabelige samlinger. Faktisk er fisken, der blev landet i Strandby, så vidt vides den første sikre fangst fra danske farvande nogensinde. Fiskeatlasset ligger inde med oplysninger om, at der i august 1955 blev landet et eksemplar i Hirtshals, men fangststedet for denne fisk er ikke registreret.
Navnet nordisk beryx er ikke særligt velvalgt, idet arten er udbredt i alle tropiske og tempererede have, og fx er ganske talrig ved New Zealand og Sydafrika. Den op til ca. 60 cm lange fisk holder sig normalt på dybder større end 200 meter, og de store øjne og den røde farve er da også karakteristiske for mange dybhavsfisk, der lever på 200-1000 meters dybde. Et andet eksempel er rødfiskene, og det kan ikke udelukkes, at den nordiske beryx indimellem bliver forvekslet med rødfisk. Fiskeatlasset er naturligvis meget interesseret i at høre fra fiskere, der fanger eller har fanget nordisk beryx i danske farvande.
Fanger man arten, må man meget gerne rette henvendelse til: info@fiskeatlas.dk eller tlf 35321124