Det er kommet bag på Esbjerg fiskerne, at det koster penge at anløbe deres hjemhavn.
En fiskekutter, der ikke lander fisk over kajkanten, og dermed betaler landingsafgift, kan i stedet pålægges en anløbsafgift, og ved længere ophold desuden yderligere afgift.
Den mulighed benytter Esbjerg Havn sig af, og det er en udgift, som industrifiskerne ikke havde med i overvejelserne, da de for år tilbage besluttede at flytte landingssted for industrifisk fra Esbjerg til Thyborøn.
Det opfattes af flere som en ærgerlig udgift, at et kort ophold i hjemhavnen nu udløser en ”anløbsafgift” på typisk 800 kr. Og fiskefartøjer, som anløber Esbjerg med henblik på reparation og vedligehold, præsenteres for betydelige større regninger. Fiskerforum har talt med en skipper, der har betalt mere end 7.500 kr. til havnen i forbindelse med, der blev udført service arbejde på skibet.
Esbjerg Fiskeriforening finder ordningen uheldig, og har været i dialog med Esbjerg Havn om problemet. Det er dog ikke lykkedes at få ændret vilkårene. Iflg. Jesper Juul Larsen, der er formand for Esbjerg Fiskeriforening, har havnen lavet et indgreb, der gør det vanskeligt at tiltrække skibe med henblik på at få udført reparationsarbejder. Og anløbsafgiften kalder formanden ”horribel og irriterende” En kommunal havn bør understøtte erhvervet, mener Jesper Juul Larsen.
Ifølge Esbjerg Havns pris- og forretningsbetingelser, er kun skibe indregistreret til fiskeri, der anløber Esbjerg Havn for at losse fersk fisk, undtaget for betaling af almindelige anløbs- og benyttelsesgebyrer.