Generationsforureningerne opstod i 50’erne og 60’erne, da man gravede industriens affald ned eller hældte urenset spildevand i naturen, uden at kende konsekvenserne. Nu skal der ryddes op efter fortidens synder.
Regeringen og dens støttepartier har i forbindelse med finansloven indgået aftale om at afsætte i alt 630 mio. kr. til at oprense nogle af de største forureninger i Danmark.
Nu skal der ryddes op efter tidligere tiders kemiproduktion og de virksomheder, der har forurenet naturen og jorden. Der er 10 generationsforureninger i Danmark. De er kendetegnet ved at være ekstraordinært store jordforureninger, som er efterladt i en tid med en lempeligere miljøregulering, end vi har i dag.
Håndtering og rensning af de store generationsforureninger er en prioritet i forståelsespapiret mellem regeringen og dens støttepartier. Med aftalen der nu er indgået, bliver der taget hånd om en række af forureningerne.
»Med finanslovsaftalen kan vi nu oprense en række af Danmarkshistoriens største forureninger. Jeg har selv besøgt flere af områderne og talt med de lokale ildsjæle, som igennem mange år har kæmpet for at rydde op efter fortidens synder. Det er virkelig en stor dag, at vi får fjernet de giftige stoffer og farlige kemikalier ved blandt andet Høfde 42, Kærgård Klitplantage og Himmark Strand. Det er jeg utrolig glad for,« siger miljøminister Lea Wermelin.
Regeringen er sammen med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet blevet enige om at afsætte:
- 50 mio. kr. i 2021
- 100 mio. kr. i 2022
- 155 mio. kr. i 2023
- 150 mio. kr. i 2024
- 175 mio. kr. i 2025
Fordelingen af midlerne vil tage udgangspunkt i regionernes samlede plan for prioritering af indsatsen, som miljøministeren i 2019 bad regionenerne om at lave, for at få et fagligt beslutningsgrundlag. Der er blandt aftaleparterne enighed om, at forureningerne ved Himmark Strand, Kærgård Klitplantage, det tidligere Grindstedværket, Høfde 42 og Cheminovas gamle fabriksgrund skal prioriteres.
Læs den samlede aftale om finansloven for 2021
Fakta:
Det er regionernes opgave at håndtere generationsforureningerne og regionernes prioritering af indsatsen er udgangspunktet for fordelingen af midlerne.
Regionerne har udpeget 10 generationsforureninger:
- Kærgård Klitplantage
- Det tidligere Grindstedværket
- Himmark Strand
- Høfde 42, Cheminovas gl. fabriksgrund
- Cheminovas nuværende fabriksgrund (Rønland)
- Naverland 26A-B
- Lundtoftevej 150
- Vestergade 5
- Collstrupgrunden (Hillerød).