Lørdag kunne man opleve et sjældent set syn på Hvide Sande Havn, da usædvanlig mange fartøjer lå bundet til kaj.
Mange besøgende i vestkysthavnen har sikkert tænkt på ”de gode gamle dage”, da det ikke var usædvanligt at se havnebassinerne fyldt op med fartøjer.
Weekendens hårde vind med 13-18 sekund meter gjorde, at alle små fartøjer som fisker langs kysten, måtte søge havn.
En fiskerikyndig person gjorde sig ulejlighed med at tælle antallet af fartøjer, som havde tobis grej ombord, og han fandt ikke mindre end 44 skibe.
En stor del af fartøjerne er skibe fra de indre farvande, som for en periode har skiftet til tobis fiskeri, hvor de udnytter muligheden for at fiske på rations vilkår.