Af redaktionen FiskerForum.dk
Mens havforskere finder spor efter livets ældste forfædre i havbunden, tikker en kemisk bombe under det moderne havmiljø. En ny, omfattende undersøgelse afslører over 16.000 kemikalier i plast – og heraf er en fjerdedel potentielt skadelige. For fiskerierhvervet er det en rød klud: Erhvervet risikerer endnu engang at få skylden for et problem, der reelt skabes af landbaserede forbrugere og mangelfuld regulering.
Det skriver det norske Forskersonen i artiklen »Forskere fant over 16.000 plastkjemikalier«
Det er let at forholde sig til tabte fiskeredskaber, udtjente net og plastikflasker, der flyder på stranden. Det er synligt affald, som fiskerne i årevis selv har hjulpet med at samle op gennem initiativer som ”Fishing for Litter”. Men nu trækker en ny og langt mere lumsk trussel op i horisonten. Det handler om det, der sker, når plastikken nedbrydes, og de usynlige stoffer siver ud i havmiljøet.
En opsigtsvækkende undersøgelse ledet af Norsk institutt for vannforskning (NIVA) har kortlagt, at der findes mere end 16.000 forskellige kemikalier i den plast, vi omgiver os med – lige fra blødgørere til flammehæmmere. Det rystende er, at omkring en fjerdedel af disse stoffer vurderes at være skadelige for enten sundhed eller miljø, og kun en forsvindende lille brøkdel er nogensinde blevet grundigt testet.
Når plastikken ender i naturen, formulder den til mikroplast, og herfra lækker kemikalierne direkte ud i fjordene, Nordsøen og Skagerrak.
Mikroplast som kemiske trojanske heste
I havmiljøet opfører mikroplasten sig som en form for mekanisk og kemisk “trojansk hest” over for fisk og skaldyr.
Når mikroplastikpartiklerne flyder rundt i vandsøjlen eller lægger sig i havbunden, forveksles de med føde af alt fra bittesmå vandlopper og muslinger til sild, torsk og fladfisk. Partiklerne ophober sig i fiskenes fordøjelsessystem, hvor de mekanisk kan blokere for ægte næringsoptagelse, så fiskene reelt sulter med fuld mave.
Men den største faglige bekymring ligger i kemikalie-cocktailen. Mikroplast fungerer som en magnet på miljøgifte i havet, og når fiskene indtager partiklerne, frigives plastikken kemikalier – de selvsamme stoffer, som NIVA nu advarer imellem. Forskningen peger på, at disse stoffer er hormonforstyrrende og kan skade fiskenes reproduktionsevne, immunforsvar og vækst. For skaldyr som jomfruhummere og rejer, der lever i direkte kontakt med havbunden, er eksponeringen mod disse sedimenterede kemikalier særligt intens.
Det fiskefaglige problem: Når kemikalier fra plastik ophobes i havets fødekæder, rammer det i sidste ende fiskebestandenes rekruttering (hvor mange unger, der overlever). Det svækker bestandene indefra, uanset hvor stramt kvoterne reguleres.
Fiskeripolitik: Fiskerne må ikke ende som syndebukke
Herhjemme og i EU bør denne undersøgelse tænde de politiske advarselslamper, for den udstiller en enorm skævhed i den nuværende miljø- og fiskeripolitik.
Når havmiljøet har det skidt, er politikernes og de grønne organisationers standardsvar næsten altid at pege på fiskeriet. Løsningen bliver hurtigt at indføre trawlforbud og lukkede områder eller indskrænke fiskernes råderum. Men fiskeriet kan ikke regulere sig ud af en »kemisk forurening«, der stammer fra landjorden. De 16.000 plastkemikalier er skabt af en global forbrugsindustri og lukkes ud via rensningsanlæg, floder og industrien på land.
Hvor plastik, der bruges til fødevarer, er underlagt strenge EU-grænseværdier, er reglerne for plastik i tøj, elektronik, legetøj og bildæk (som er en af de største kilder til mikroplast i havet) langt mere hullede. Her reagerer lovgivningen ofte først efter, at skaden i havmiljøet er sket.
Krav om åbenhed og regulering ved kilden
Hvis vi skal redde fiskebestandene og sikre forbrugernes tillid til sunde, danske og nordiske spisefisk, dur det ikke, at Christiansborg og Bruxelles fortsætter med at symptombehandle på vandet, mens årsagen flyder frit fra land.
Fiskerierhvervet har en legitim og tung politisk sag i at kræve, at producentansvaret og kildekontrollen skærpes markant. Som seniorforsker Cathrine Brecke Gundersen fra NIVA påpeger, er vi afhængige af langt større åbenhed om kjemikaliebrug og et regelværk, der tager højde for bredden af plastkemikalier, før skaderne opstår.
Det gyldne spørgsmål står tilbage: Hvorfor skal fiskeriet betale prisen med tabte arbejdspladser og lukkede farvande, når den reelle trussel mod havets biologiske sundhed er pakket ind i ureguleret, landbaseret plastik?
