Besøg vores mobil side
 .

Nyudviklet dansk satellittelefon sætter nye standarder

Udgivet af FiskerForum den 09-03-2018 · info@fiskerforum.dk

Søens folk kan nu vinke farvel til tidligere tiders problemer med dårlig lyd, når satellittelefonen om bord tages i brug for at ringe hjem til familien eller rederiet. Den nordjyske forhandler og producent af radiobaseret kommunikationsudstyr til den maritime branche, Polaris Electronics A/S, er klar til at indtage det skandinaviske marked med den nye telefon LTR11;3100.


»Vi er stolte af at kunne præsentere en nyskabelse som denne satellittelefon, der er udviklet og produceret i Danmark og tilføjer så meget i forhold til de eksisterende løsninger, der har været på markedet i 20 år eller mere,« siger Klavs Torp, adm. direktør i Polaris Electronics.


Worldwide dækning


Satellittelefonen, der er udviklet af Lars Thrane A/S, kan garantere dækning overalt på kloden ved hjælp af Iridiums satellitter, der også dækker på Nord- og Sydpolen.


Da der er anvendt en bedre højttaler og mikrofon i håndsættet end i de gængse forgængere, højner det lydkvaliteten. I løbet af 2018 vil Iridium endvidere færdiggøre udskiftningen af alle sine 75 satellitter, så en endnu bedre lyd bliver mulig.


Telefonen kan installeres med et 500 meter langt antennekabel, der øger rækkevidden om bord betydeligt fra de knap 10 meter, der er standard på de fleste andre modeller. Udover telefoni kan LT 3100 også anvendes til at sende data i form af f.eks. billeder, vejrfiler og e-mails mellem fartøjet og landjorden, ligesom den kan anvendes til tracking.


Billigere og bedre


LT 3100 henvender sig til alle former for fartøjer og sejlads og udgør et langt billigere alternativ til brug af mobil-telefoner om bord, ligesom rækkevidden og dækningen er i top. Systemet, der lever op til alle standarder og lovkrav indenfor maritimt satellitkommunikationsudstyr, består af en kontrolenhed med et stort TFT-display og indbygget webserver, et håndsæt og en antenneenhed, der monteres med fri sigtelinje


til satellitterne.


LT 3100 er bygget til at modstå selv de barske vejrforhold og omgivelser til søs og kan fungere på en temperaturskala fra 25 grader Celsius til +55 grader Celsius. Telefonen anvendes med sim-kort til Iridium, og har man et sim-kort i forvejen, kan dette genbruges.


Nysgerrige kan se den nye satellittelefon hos Polaris Electronics i Aalborg og hos alle forhandlere landet over. Desuden vil den blive præsenteret på den store, maritime messe SMM i Hamborg til efteråret.


Fakta om Polaris Electronics A/S:



  • Polaris Electronics udvikler og forhandler kommunikations- og navigationssystemer til det globale maritime marked samt til landbaseret brug af satellitkommunikationssystemer

  • Blev etableret i 2000 i Aalborg og har siden løbende udvidet såvel omsætning som antal medarbejdere

  • I dag er der 25 ansatte i virksomheden

  • Har afdelinger i både Tyskland, USA og Norge udover Aalborg

  • Er On Board Service Center når det gælder alle SAILOR- og Thrane & Thrane-produkter.



Kilde: PM Polaris Electronics
FiskerForum.dk

© 2018 • Fiskerforum • CVR 32663192 • www.fiskerforum.cominfo@fiskerforum.com • Tlf +45 9731 1946 Cookie- og privatlivspolitik

FiskerForum er drevet af Apollomedia