Som i en anden billig B-film, med en rollebesætning (embedsmænd og rådgivere) der lader meget tilbage at ønske, giver vores fiskeriminister den ekstra gas med falsk charme og løfter om varm kaffe, direkte dialog samt konstruktive samtaler med fiskerne.
Det har Fiskeriministeren Rasmus Prehn (S) et langt stykke hen i »kameraforhandlingerne« med fiskeriets organisation givet indtryk af. At være både lyttende og forstående overfor fiskernes problemer med kamera-overvågningen i forbindelse med jomfruhummer-fiskeriet i Kattegat.
De kunne ikke have taget mere fejl.
For når fiskerne ikke vil høre eller ej heller forstå fiskeriministeren, så må de føle. Som når han i Politiken i dag udtaler, han har »forsøgt, forsøgt, forsøgt og så forsøgt igen med en aftale med fiskerne i Kattegat« – Nu går fødevareministeren istedet efter, det han kalder »den hård kerne af die hard-modstandere i fiskeriet«, og tvinger dem nu istedet til kameraovervågning af jomfruhummer-fiskeriet i Kattegat.
Så når kaffen slipper op og bliver kold, følger dialogen oftest samme vej, så skiftes guleroden ud med pisken – så skal de nok makke ret – skal de..fiskerne altså..
Derfor indfører Minister Rasmus Prehn (S) kamerakrav på kutterene i Kattegat – det drejer sig om ca. 100 trawlere i fiskeriet omkring Kattegat, der nu pålægges video-overvågning af deres arbejdsplads.
Tallene fra det frivillige forsøg i 2021 viste ellers, at der blev smidt færre fisk ud, når der var kameraer sat op ombord – En fuldstændig bekræftelse af en tidligere undersøgelse år tilbage, der på tilsvarende vis bekræftede et mindre udsmid af torsk i jomfruhummerfiskeriet. Men nu vendes den behændigt om således, at det mindre udsmid kun er tilfældet når der er kameraer ombord. Hvis det ikke er en fuldstænding mistænkeliggørelse og kriminalisering af et helt erhverv, så ved jeg snart ikke hvad.
Formanden for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen, mener da heller ikke, at man får noget udbytte af en tvungen overvågning. Derimod er det en slet skjult mistillid til et helt erhverv, hvor fiskerne ellers ikke har lagt skjul på, at de har en aversion mod, at deres arbejde skal video-overvåges. »En overvågning, hvor en fiskerikontrollør kan spole frem og tilbage i videoen og efterfølgende udstede bøder for fejl, der er blevet begået,« siger formanden Svend-Erik Andersen til Politiken.
»Det er ikke intentionen at mistænkeliggøre erhvervet,« lyder det fra Rasmus Prehn (S) i en kommentar, hvor han overraskende giver udtryk for den stikmodsatte holdning og her istedet udtrykker stor tillid til fiskerne. (Red. En sær måde at vise tillid på, ved at indføre endnu en kontrol ombord på kattegat-trawlerne, som om der ikke var love, regler og forordninger nok i dette bureaukratisk befængte fiskeri i forvejen).
Men ifølge ministeren er kameraerne både den billigste og den mindst indgribende måde at føre kontrol med udsmiddet af torsk på. (Red. og ja – passer man ikke på med denne overkontrollerende indsats og ikke mindst passer på med en overimplementering af EU’s regler og love – så er der snart ikke noget fiskeri tilbage – så kan man snakke om at spare penge – rigtig mange penge i kontrollen. Men hov – hvad skal de så lave – fyr dem..)