Det er Chrisfish med hovedsæde og produktion i Frederikshavn og produktion i datterselskabet Chrisfish i Hanstholm der fejre, at man nu igennem 60 år har leveret friske fisk og skaldyr til det meste af Europa.
Fremsyn og nytænkning har ført familievirksomheden sikkert gennem både politiske og meteorologiske storme. Og da Covid-19 lammede markedet, udviklede man nye produkter og salgskanaler.
Det startede med en enkelt mand, fiskeskipper Christian Emil Bertelsen, som i stedet for at fiske begyndte at opkøbe fisk og eksportere dem til England, hvor han som fisker havde opbygget et kontaktnet. Det fortsatte med sønnen Ole Bertelsen, som havde en vision om at erobre det sydeuropæiske marked ved at dele Sydeuropa mellem sine tre børn. Midlet var gode sprogkundskaber og personlige kontakter, og det lykkedes.
Chrisfish er i dag en af de førende danske fiskeeksportører til Sydeuropa, ikke bare med fersk fisk, men også med frosne jomfruhummere og rejer.
Undervejs er virksomheden vokset støt og tæller nu 60 medarbejdere. De 25 af dem arbejder i afdelingen i Hanstholm, som blev etableret kort efter, at havnen blev bygget i 1967, for det handler om at være der, hvor fisken er. I Frederikshavn er der udvidet med ny rejefabrik og lager. Chrisfish har sikret sig en grund, som også giver plads til fremtidige udvidelser.
Chrisfish ejes i dag af de tre søskende, Niels Erik og Jørn-Ole Bertelsen samt Susanne Grønlund plus Henrik Andersen, der blev partner i 2005 efter en længere årrække som økonomichef. Niels Erik Bertelsen, der er ansigtet udadtil, fremhæver to ting, som han er særlig stolt af her i jubilæumsåret:
»Jeg er stolt af, at virksomheden i alle årene har leveret et overskud – ikke altid lige stort, men dog et plus. Selv under Corona-pandemien, hvor vi mistede 70 mio. i omsætning, havde vi overskud. Det mindste overskud i firmaets historie, men det vi har været mest glad for,« siger Niels Erik Bertelsen og fortsætter:
»Men det, jeg nok er allermest stolt af, er måden vi kom igennem Corona-krisen på. Da eksporten gik i stå, lykkedes vi med at udvikle nye, innovative produkter til hjemmemarkedet og få dem ud i de store dagligvarekæder. Det sikrede indtjeningen på kort sigt, og det gør os stærke på langt sigt. Det bekræfter os i, at vi stadig er en handlekraftig og fremsynet virksomhed.
Det er egenskaber, som Chrisfish forventer bliver afgørende i fremtiden. I en tid, hvor fiskerierhvervet er under voldsomt pres og måske ikke fortsat kan levere samme mængder af fisk og skaldyr, bliver det nødvendigt at øge værditilvæksten til råvaren. Og det er præcis det, Chrisfish har gjort med serveringsklare produkter som jomfruhummere, søkogte skalrejer og kogte krabbekløer – frosset og pakket i innovative emballager med opskrifter og historien om produktets oprindelse.
På den baggrund er der lagt op til et brag af en jubilæumsfest for medarbejderne og deres partnere lørdag den 10. september, inden man mandag morgen trækker i arbejdstøjet igen og tager fat på de næste 60 år.