Indførelsen af en dansk CO2-afgift, der ikke findes tilsvarende i andre lande, har skabt betydelig utilfredshed blandt fiskeriet, transportsektoren og landbruget. Afgiften, som oprindeligt skulle tilskynde til en grønnere omstilling, bliver i praksis betragtet som en ›ekstra skat‹, da grønne alternativer enten ikke er tilgængelige eller ikke findes i tilstrækkelig grad.
Samtidig fremhæver Jeppe Bruus (S), minister for ›Grøn Trepart‹, i sin nytårstale, (kronik i Altinget.dk), hvordan den grønne trepartsaftale er en historisk milepæl i arbejdet med at balancere modstridende interesser. Selvom aftalen har potentiale til at styrke både klimaet og det demokratiske samarbejde, oplever mange små erhverv, at de bliver presset unødigt hårdt af afgifterne.
En konfliktfyldt men nødvendig proces
Bruus understreger i sin kronik / nytårstale i Altinget.dk, at løsninger ofte findes i konflikter. Den grønne trepartsaftale blev til efter lange og vanskelige forhandlinger, hvor alle parter måtte gå på kompromis. Men for små erhverv som fiskeriet, transporten og landbruget føles kompromiset dog ofte som en uforholdsmæssig stor økonomisk byrde.
De mindste rammes hårdest
Den nye CO2-afgift kan ses som et skridt i den rigtige retning for klimaet, men dens uretfærdige fordeling rammer især de mindste aktører, der har begrænsede midler til at investere i grønne løsninger. Mange fiskere, vognmænd og landmænd peger på, at tilskyndelsen til omstilling ikke er tilstrækkelig, og at de står tilbage med en afgift, der mere føles som en straf end en mulighed.
Bruus opfordrer til, at den grønne trepartsaftale nu skal realiseres lokalt. Her skal kommuner, landmænd og naturorganisationer sammen udarbejde nye arealplaner og finde løsninger på de komplekse udfordringer. Ifølge ministeren er det en vigtig del af demokratiet at finde fælles løsninger gennem dialog og forhandling.
Behov for retfærdig omstilling
Mens intentionerne bag aftalen og CO2-afgiften er gode, understreger utilfredsheden fra de små erhverv, at omstillingen skal ske retfærdigt og realistisk. Det kræver både tid og politisk mod at sikre, at Danmark kan gå forrest i den grønne omstilling uden at efterlade de mindste aktører på perronen.
Du kan læse hele Jeppe Bruus (S) nytårstale her på Altinget.dk
Overser vi konsekvenserne af en CO2-afgift på vores fødevareerhverv?
Indførelsen af en CO2-afgift på landbrug, fiskeri og transportsektoren har vidtrækkende konsekvenser, der kan påvirke både erhvervenes bæredygtighed, landets økonomi og forsyningssikkerhed. Selvom det for mange er velkendt, så bør vi ikke glemme at det kan få store konsekvenser for erhvervene.
Vi får øgede produktionsomkostninger og en ringe konkurrenceevne i fødevareerhvervene med CO2-afgiften. For at dække disse omkostninger bliver landmænd, fiskere og vognmænd nødt til at lægge afgiften oven på varens pris. Dette gør danske fødevarer dyrere end udenlandske produkter, der ofte produceres under mindre strenge miljøregler.
Resultatet kan give en faldende eksport, så Danmark risikerer at miste sin position som en førende eksportør af fødevarer. Mindre virksomheder med lav indtjening kan blive tvunget til at lukke.
Det giver også en risiko for øget import og afhængighed af andre lande, hvis produktionen falder. Så kan vi som land blive nødt til at importere flere fødevarer, hvilket gør os mere afhængigt af udenlandske leverandører, som kan være ustabile. Især i en tid hvor vi som nu, aktuelt oplever hybridkrig, der kombinerer traditionelle militære operationer med metoder, der uden at være en egentlig krigssituation, skaber økonomisk pres og politisk destabilisering i en sådan grad, så en egenproduktion af fødevare pludselig kan blive en nødvendighed. En sådan importafhængighed kan derfor true forsyningssikkerheden.
Flere importerede fødevarer øger også det samlede CO2-aftryk, da transport fra udlandet ofte har en høj klimabelastning.
Når en CO2-afgift rammer fødevareerhvervene, skaber det også et spørgsmål om retfærdighed – har det en social slagside. For det er mest de ofte små- og mellemstore producenter, der ikke har råd til at investere i den grønne teknologi, uanset tilskud og økonomisk støtte, så fordre den grønne trepart en vis egenbetaling. Det giver en risiko for centralisering, da store fødevarekoncerner lettere kan håndtere afgiften. Hvilket kan føre til en koncentration af produktionen og svækkelse af de lokale erhverv.
Man kan stille sig selv spørgsmålet, om det er demokratisk retfærdigt, at en politisk beslutning risikerer at nedlægge ellers veldrevne virksomheder og rammer erhverv, der har stor betydning for landets økonomi og selvforsyning?
Vi bør huske, at historien viser, at selvforsyning er afgørende i krigssituationer. Hvis Danmark mister evnen til at producere egne fødevarer, vil vi stå svagt i en sådan situation. For et fødevareimporterende land kan ikke altid regne med, at andre lande vil levere under krig eller globale kriser.
En CO2-afgift kan være en nødvendighed for at nå klimamål, men der er alternativer, som kunne mindske de negative konsekvenser. Vi bør presse på for fælles EU-regler, så danske producenter ikke bliver kørt bagud i konkurrencen.
