Den store efterspørgsel får flere og flere til at opdrætte fisk i anlæg af forskellig slags og det vil på sigt give problemer med hensyn til fiskefoder forsyningen.
Flere undersøgelser viser at man typisk bruger mellem fire til fem kilo fisk til at producere kun ét kilo fiskemel, hvilket selvfølgelig er en uholdbar situation i længden, fortæller administrerende direktør for virksomheden Unibio Henrik Busch Larsen.
I samarbejde med DTU har UniBio udviklet en ny type fermenteringstank, der udnytter bakteriens Methylococcus Capsulatus appetit på naturgas og dens evne til at omsætte det til protein. Med denne egenskab knyttet sammen med vores teknologi, kan vi producere et produkt, der kan erstatte eller supplere fiskemel i forskellige foderblandinger, siger Henrik Busch Larsen.
Henrik Busch Larsen fortæller videre, ”vi kan konvertere naturgas eller methanol til et proteingranulat bestående af 71 procent protein, der er helt sammenligneligt med den bedste kvalitet af fiskemel. Fiskemel har en aminosyre profil, der gør det meget attraktivt i foderblandinger til primært fisk, men også til andre dyr,” forklarer Henrik Busch Larsen.
Tyske forskere fandt i 80`erne i Plöner-søen i Slesvig-Holsten, en bakterie stamme hvis særlige egenskaber satte den i stand til at udnytte gasserne fra de rådnede plantedele på bunden af søen. I dag bruges fortrinsvis bakterier fundet i Storbritannien, da disse kan formere sig ved højere temperaturer end 37 grader celsius, uden der udvikler sig farlige bakterier i processen.
Investorerne har vist stor interesse for UniBio, der senest har rejst et mindre millionbeløb i venturekapital. De penge skal bruges til at sætte et allerede projekteret anlæg i Trinidad-Tobago i drift og bevise, at teknologien og beregningerne holder stik. Driftsevalueringen af anlægget vil ske i løbet af andet halvår i år.
Anlægget består af 36 fermentorer og forventes at producere 100.000 ton protein årligt.
Kilde. Ingeniøren
FiskerForum.com