Debatindlægget i Jyllands-Posten forleden, kommer fra èn af dansk Fiskeris mest erfarne forhandlere Mogens Schou, som var èn af arkitekterne bag udformningen og implementeringen af DK´s overdragelige og omsættelige fiskekvoter i 2003 for det pelagiske fiskeri og 2007 for det demersale fiskeri.
Mogens Schou, der er partner i Aquamind har desuden en Mastergrad i Økonomi samt en mastergrad i Organisation og Sociologi. Han er tidligere udviklingschef i Fødevareministeriet og har deltaget i forhandlingerne om den første fælles fiskeripolitik i 1983 og ellers i alle efterfølgende revisioner af den fælles fiskeripolitik.
Så dagens debatindlæg kommer ikke fra en »hr. hvem som helst«. Mogens Schou påpeger i artiklen i Jyllands-Posten, at den store interesse for fejl i Fiskeriforvaltningen, måske også kan henlede danskernes opmærksomhed på hvor vigtig fiskerierhvervet er for havnene rundt i Danmark. Specielt har fiskeriet været drivkraften og givet økonomien bag mange havnes succes og udvikling. Specielt hos den underskov af forarbejdnings- og produktionsvirksomheder der årligt formidler en omsætning på ca. 30 milliarder.
Mekanismen der styrer fiskeriet
Det er EU der styrer forvaltningen af fiskeressourcerne og det er suverænt EU der sætter de enkelte landes kvoter om hvor meget og hvad de må fange. EU´s fiskeripolitik forlanger idag, modsat tidligere praksis. En praksis der betød at fiskerne skulle smide fisk under mindstemål eller ikke havde kvoter på, skulle i havet igen. Dette blev ændret fra 1. januar 2015, hvor al fisk nu skal ilandbringes. Det betyder et stop for al fiskeri, hvis man ingen kvote har på en enkelt art, hvor denne art fanges.
Den enkelte fisker ansvarliggøres i forhold til, hvad han fanger, og ikke blot det, han tager med i land.
Det ville efter Mogens Schou´s overbevisning være et stort fremskridt, hvis man politisk følger op og sikrer, at reglen fungerer. Det er et helt afgørende spørgsmål, påpeger den tidligere udviklingschef i Fødevareministeriet, når nu ministeren for fiskeriet, i efteråret starter Eu-Forhandlingerne op i Bruxelles, om fiskeriet i 2018.
Mogens Schou skriver i debatindlægget i Jyllands-Posten, at det er dansk kompetence at fordele fisken mellem fiskerne. Før 2007 blev der uddelt fiskerationer fra ministeriet på månedsbasis. Fiskerne vidste derfor ikke, hvor meget de kunne fiske blot en måned frem i tiden. Hvilket både var uholdbart og meget urentabelt ikke at kunne planlægge længere frem.
Der var overkapacitet i fiskeriet, med en gammel, slidt og forældet flåde, med en ekstrem dårlig økonomi. Trods offentlige støttepenge, der fra midt i 1980`erne betalte omkring 1.8 milliarder kroner til ophugning af fiskefartøjer, havde dette ikke nogen mærkbar eller forventede effekt. Omkring landingerne af fisk, gik halvdelen af sildefangsterne til fiskemel, mens forarbejdningsindustrien måtte importere kvalitetssild fra både Norge og Skotland. Danmark var samtidig ved at tabe mulighederne for at drive et fiskeri i Nordatlanten i konkurrence med Island, Norge, Færøerne og Skotland.
Tidlig prøveordning
Tilbage i maj måned 2001 vedtog Folketinget en prøveordning, der gjorde det muligt for sildefiskerne at sammenlægge deres kvoteandele på færre fartøjer. På den baggrund vedtog Folketinget i 2002 en opfølgende ændring af Fiskeriloven. Hvor der i lovbemærkningerne anførtes, at ministeren skulle hindre »uhensigtsmæssige koncentrationer«. Denne prøveordning tog sin begyndelse i starten af januar 2003. Ordningen fungerede efter hensigten og viste hurtigt resultater. Flådekapaciteten blev reduceret og nye fartøjer fandt vej ind i erhvervet, som dermed gav en følgende bedre råvarekvalitet.
Ny regulering
Årene efter i november 2005 blev der så indgået politisk aftale om en betydelig mere omfattende reform for hele fiskeriet. En reform baseret på omsættelige fiskekvoter, således at den enkelte fisker kunne lægge et sammenhængende budget og opnå finansiering af både fartøjsinvesteringen og de kvoter, der skulle til for at matche fartøjets kapacitet. Reformen, Ny Regulering, trådte i kraft 1. januar 2007.
Den nye Regulering er designet til dansk politik, skriver Mogens Schou videre, den har efter bedste overbevisning leveret på alle de parametre, som en markedsbaseret forvaltning forventes at kunne gøre.
- økonomisk effektivitet
- høj kvalitet af fisken
- arbejdssikkerhed
- bæredygtigt fiskeri, hvor flådens størrelse passer med fangstmulighederne.
Sidstnævnte er efter Mogens Schous mening, ikke mindst vigtigt for den fisker, der med times varsel nu kan skaffe sig kvote til de bifangster af fisk, han før måtte smide døde i havet igen.
Fleksibel og enestående ordning
Det enestående består i, at ordningen samtidig giver plads til ændrede politiske prioriteringer. Som eksempel fra marts måned 2017, hvor man gennemførte en kvoteomlægning til gavn for det kystnære fiskeri, og samtidig afsættes der hvert år en tilpas mængde fisk, som unge fiskere kvit og frit kan få, hvis de investerer i et fartøj. Ordningen er samtidig indrettet således, at det er muligt at ændre på ejerkoncentrationer, ved at indføre ressourcerentebetaling og muligheden for helt eller delvist at rulle ordningen tilbage.
Hvor blev »kvotekongerne« af i alt dette
De fleste avis- og dagbladskommentatorer er helt uvidende om, at dansk fiskeri består af to fiskerier.
- 1. Det pelagiske segment – Et fiskeri der går efter stimefisk og industrifisk af arterne, sild, makrel og tobis m.fl. Et fiskeri som oftest foregår i Nordatlanten, pumpes fisken direkte om bord til avancerede køletanksanlæg. Det er et ekstremt fiskeri, hvor vejr og vind råder og derfor kræver fiskefartøjer af en vis størrelse og beskaffenhed. Gerne fartøjer ikke under 70 til 100 meter, der med grejer, fartøj og kvoter hurtigt rammer en investering på rundt en milliard kroner. Et fåtal af danske fiskere har valgt dette fiskeri og leverer i dag højkvalitetsfisk til fiskeindustrien. Andre fiskere, der istedet valgte at sælge deres kvoter, investerede i andre dele af branchen. Blandt andet er Skagerak Group i Nordjylland, som verdensledende silde- og makrelproducent, et glimrende eksempel på, hvorledes penge fra kvotesalg er gået i land og skabt millionstore virksomheder.
Denne udvikling var netop hvad politikerne havde i tankerne
- 2. Det demersale fiskeri. Et bundfiskeri efter blandt andet torsk, rødspætter osv. Her står fiskeren med den enkelte fisk i hånden, hvorefter han renser, iser og pakker den til videre forsendelse. Her er enhver fartøjsstørrelse konkurrencedygtig, og det er et politisk ønske, at sikre et bredt sammensat fiskeri. Det er bl.a. gennemført ved at holde de helt små fartøjer uden for omsætningssystemet og ved at give kvoteforhøjelser til fartøjer under 17 m. Her påpeger Mogens Schou at man skal holde ekstra øje med ejerkoncentrationer her.
Kritikken fra statsrevisorerne er ikke korrekt
På denne kritik af statsrevisorerne, om forvaltningen ikke har fulgt Folketingets intention om kvotekoncentration ikke måtte finde sted, svarer Mogens Schou følgende.
Citat: Det er ikke korrekt. Da forvaltningen blev rullet ud i 2007, var problemet ikke koncentration, men overkapacitet. I den politiske aftale af 2005 valgte man derfor igen en rund formulering om en øverste grænse for det antal fartøjer, som den enkelte fisker måtte have »betydende interesse i«, og at grænsen skulle fastlægges efter »nærmere drøftelse med erhvervet.« Det skete i april 2012 hvor ministeren fastlagde præcise grænser for, hvor stor en del af de enkelte danske kvoter en ejer må råde over. Koncentrationen af dansk fiskeri ligger inden for denne grænse. Der er faktisk mulighed for en betydelig yderligere koncentration. Når ministeren dengang udtalte, at »nu er der sat en prop i hullet,« må det bero på en fortalelse.
Hvor kritikken kan have sin berettigelse, er henvisningen til uorden i de registrerings- og sagsbehandlingssystemer, som skulle have sikret en effektiv administration og kontrol. På den baggrund foreslår Mogens Schou følgende initiativer, citat:
- Opsigelsesfristen for kvoterne er netop øget fra 8 til 16 år. Det er en fejl. Den oprindelige »bremselængde« for at bringe kvoteejerskaber til ophør blev valgt til skatteafskrivningsperioden på syv år + et år. Vi taler om en samfundsressource, og der skal være rimelig mulighed for at kunne omdisponere dens anvendelse. Fristen skal rulles tilbage til otte år. Koncentrationsgrænserne bør ikke ændres for det pelagiske fiskeri, men da strukturtilpasningen stort set er på plads, bør der indføres en afgift (ressourcerente), så disse fiskerier er med til at betale for den biologiske rådgivning og administration, der ligger bag forvaltningen. Koncentrationsgrænserne i det øvrige fiskeri giver ikke sikkerhed for en uønsket udvikling, de skal strammes op. Det gælder også krydsejerskab mellem de to fiskerisegmenter og måske i forhold til familiebånd. Man bør fremme generationsskiftet yderligere, og man bør skabe bedre incitamenter til at udvikle fiskeriet, især med henblik på at leve op til EU-reformen.
- De administrative systemer i ministeriet skal effektiviseres, gerne i sammenhæng med en forenkling af det ofte overkomplicerede regelværk.
Mogens Schou afslutter sit debatindlæg i Jyllands-Posten med, at opgaven er at sikre en robust kombination af økonomisk effektivitet og de fordelingshensyn, politikerne ønsker varetaget.
