Danmarks Fiskeriforening tager skarpt afstand for de seneste offentliggørelser af ulovligt fiskeri. Ovenpå dagens afsløring af endnu en Gilleleje-fiskers deltagelse i ulovligt fiskeri i Kattegat, udsender Danmarks Fiskeriforening nu en skrivelse.
Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening, skriver således i en pressemeddelelse i dag:
”Danmarks Fiskeriforening kan ikke acceptere ulovligt fiskeri, som risikerer at bringe dansk fiskeris status som et ansvarligt erhverv i fare. Derfor må vi tage klart afstand fra ulovligt fiskeri, uanset hvor det foregår. Det gælder også i det aktuelle tilfælde, hvor Fiskeridirektoratet har indledt en sag om en måneds inddragelse af fiskeritilladelsen fra et fartøj på grund af fiskeri i det lukkede område i Kattegat.
Når Fiskeridirektoratet har registreret 7800 fisketure i Kattegat, bør nogle få konstaterede overtrædelser ikke være ensbetydende med, at det danske fiskerierhverv får et omdømme som lovløst. Vores opfattelse i Danmarks Fiskeriforening er, at Fiskeridirektoratet udfører en grundig overvågning, som den aktuelle sag også må være et eksempel på.
Fra vores side er det vigtigt at understrege, at fiskefartøjer er selvstændige virksomheder, hvor ejeren er den, der træffer afgørelser om driften. Danmarks Fiskeriforening er en paraplyorganisation for fiskerierhvervet og har derfor ingen direkte muligheder for at gribe ind over for fartøjer eller skippere. Men fra Danmarks Fiskeriforenings side vil vi gøre samtlige lokalforeninger opmærksom på, hvilke konsekvenser det kan få at overtræde reglerne for fiskeriet. Og vi vil samtidig understrege, at Danmarks Fiskeriforenings grundlæggende holdning – nu som før – er, at ulovligt fiskeri er helt uacceptabelt. ”