Det er en af konklusionerne på det seneste strategimøde, som TripleNine’s bestyrelse har afholdt.
TripleNine’s bestyrelsesformand, Anker Mejnertz, fortæller her om nogle af de emner, der blev behandlet på strategimødet, og som vil blive drøftet yderligere med virksomhedens andelshavere på den kommende generalforsamling i december i år:
Hovedemnet for dette års strategimøde var TripleNine’s fremtid som aktieselskab.
Som det vil være bekendt, omdannes andelsselskabet TripleNine Fish Protein til et aktieselskab fra den 1. november 2012, og bestyrelsen har gennem nogen tid drøftet konsekvenserne heraf, bl.a. i forhold til mulighederne for at sikre forsyningen af råvarer og også i forhold til udviklingen af virksomheden TripleNine i almindelighed.
Adgangen til råvarer skal sikres
Bestyrelsens konklusion er, at den første forudsætning for et fremtidigt TripleNine er adgang til råvarer i tilstrækkelige mængder, dvs. minimum 300.000 tons pr. år.
I andelsselskabet er andelshaverne bundet af en leveringspligt på fem år, hvilket betyder, at virksomheden har et råvaregrundlag, der er kendt år for år.
Men når TripleNine overgår til at være et aktieselskab, så ophører denne binding. Derfor drøftede bestyrelsen på strategimødet, hvordan TripleNine kunne sikre sig den tilstrækkelige mængde råvarer i fremtiden.
Det kan f.eks. ske ved at:
indgå kontrakter af 1-2 års længde med udgangspunkt i priser på fiskemel og -olie
yde lån til leverandører med pant i fiskekvoter
købe fiskekvoter
sikre bedst mulige forhold i Thyborøn for både, der lander der
garantere tilstrækkelig kapacitet i højsæsonen.
Fælles for disse muligheder er, at der skal arbejdes videre med dem, således at TripleNine kan skabe sin egen råvarepool af en vis størrelse og ikke alene være afhængig af dag-til-dag køb.
Sikring af en værdistigning i virksomheden
Grundlæggende vil TripleNine også fremover skulle betale samme pris for fisken som andre fabrikker, samtidig med at aktionærerne vil forvente et udbytte på deres aktier – og gerne også en stigende værdi af deres aktier i TripleNine.
I starten vil hovedparten af aktionærerne i TripleNine være aktive fiskere og derfor formentlig se afregningsprisen på fisk og afkast på aktier under ét.
Men TripleNine kan selvfølgelig ikke hverken på kort eller langt sigt forvente at kunne købe fisk til under markedsprisen.
Den nødvendige ekstra værdiskabelse i aktieselskabet skal derfor bl.a. komme fra:
1. Effektiviseringer og omkostningsbesparelser
2. Strukturudvikling (fusion eller samarbejde med andre)
3. Produktudvikling, f.eks. af produkter til anvendelse til humant brug.
Det er bestyrelsens holdning, at TripleNine A/S skal have skarp fokus på disse områder, idet det er målet, at man på samme tid både skal kunne betale en konkurrencedygtig pris for fisken og også opnå en værdistigning på aktierne i TripleNine A/S.
1. Effektiviseringer og omkostningsbesparelser
Der arbejdes løbende med at bringe omkostningerne ned, og målet er, at de skal ligge på niveau med de bedste i branchen. Det betyder, at vi skal reducere vores omkostninger pr. kg med ca. 10% ved det nuværende produktionsvolumen og samtidig bringe TripleNine Pharma i stand til – som et minimum – at bære sine egne omkostninger.
Også vores losseomkostninger er meget høje i forhold til øvrige nordatlantiske fabrikker. Det går ud over TripleNine’s konkurrenceevne og svækker vores muligheder for at tiltrække ”fremmede” fiskere til Thyborøn.
2. Strukturudvikling og samarbejde
TripleNine etablerede for få år siden et joint venture i Sydafrika omkring afsætning af sydafrikansk fiskemel. Efterfølgende har vi også engageret os i fiskeriet sammen med en lokal partner. Samlet set er disse aktiviteter en god forretning, der gerne skulle udvikle sig yderligere i de kommende år.
Efter at Kinas blokade mod fiskemel fra Danmark blev ophævet, har TripleNine afsat fiskemel til Kina som et alternativ til Norge. Det giver nogle muligheder, at Kina er verdens langt største importør af fiskemel.
Kina har selv et betydeligt fiskeri efter arter, der kan anvendes industrielt, men skibene er små, og udstyret i Kina er meget dårligt, hvilket også resulterer i færdigvarer af dårlig kvalitet.
Men Kina er et interessant marked, selv om de teknologisk er ca. 30 år bagefter, og vi bør have betydelig fokus på det kinesiske marked, samtidig med at vi forbliver realistiske med hensyn til vore muligheder.
Også i vores egen verdensdel skal TripleNine tage del i den udvikling, der uundgåeligt må komme.