Hos Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri (FSK) ser man med stigende bekymring på den netop fastlagte aftale, hvor der introduceres en 3 måneders sammenhængende lukkeperiode, som skal ligge i perioden 1. september til 31. januar og som skal fastsættes inden den 1. juni 2018.
Selvom den nye aftale om en lukkeperiode for det erhvervsmæssige ålefiskeri, er et mindre slag end det totalforbud som først var lagt frem, ændre det ikke ved at bundgarnsfiskeriet bliver særligt hårdt ramt.
Kommissionen havde varslet et totalforbud og set i det lys er aftalen selvfølgelig positiv, da det giver mulighed for supplerende fangster i det forvejen økonomisk udfordrede kystfiskeri. Det vil dog primært være nogle rusefiskere, som vil have nemmere ved at indordne sig, da fiskeriet her er mere mobilt og mindre omkostningstungt.
Derimod vil mange bundgarnsfiskere i praksis få det meget svært, da lukkeperioden, uanset om den placeres først eller sidst i perioden, falder i højsæsonen for ål.
På den baggrund frygter FSK, at flere bundgarns- og rusefiskere vil dreje nøglen og nedlægge deres fiskeriet fuldstændigt. Dermed vil Danmark miste et traditionsrigt og ældgammelt fag indenfor fiskeriet, som selv med moderne briller, er et af de mest naturskånsomme fiskerier vi har, set i forhold til naturbelastning, som kystnært sparer brændstof og dermed afgiver mindre forurening til omgivelserne samt tager hensyn til områdets havpattedyr og fugle.