Det er Verdensnaturfonden (WWF) og energiselskabet Ørsted A/S, der er initiativtagere bag projektet, med udsættelse af 10 biohuts i Grenaa Havn, som skjule og værested for havets mindste og mest udsatte.
Med i udsættelsen af de »beskyttede boliger« for småfisk og yngel, bidrager også Grenaa Havn og Kattegatcentret med både viden og kompetencer, så man sammen tager første skridt mod mere læring om biodiversiteten og havmiljøet i Kattegat.
Som det første bliver der opført 10 biohuts i Grenaa havn
Biohuts fungerer som hjem for de små torsk ved kysten, hvor de kan finde ly og mad, indtil de som større torsk svømmer ud på åbent hav.
For at undgå en ørken under havet
De danske have står midt i en biodiversitets-krise, og Kattegat er ingen undtagelse. Hvis man tager en dyb indånding og dykker ned på bunden, møder man en våd ørken. For uden torsken til at holde fødekæden i balance, har bl.a. strandkrabber fået frit spil til at æde både ålegræssets frø og mange af de snegle, der renser ålegræsset for de alger, som hæmmer ålegræssets udvikling. Ålegræsset er meget vigtigt, fordi det ilter vandet, stabiliserer havbunden, lagrer store mængder kulstof og er et levested for mange dyr samt en gydeplads for fisk.
Derfor er WWF Verdensnaturfonden og Ørsted gået sammen om projektet »En hånd til havet«, der har som mål at undersøge mulighederne for at forbedre torskens levesteder og biodiversiteten i havet.