Det er kun opmuntrende og positive udmeldinger omkring den forventede tobis kvote på næsten en halv million tons , der i øjeblikket kommer fra industrifiskerne, der sidste år måtte nøjes med at fange rekordlave 29.000 tons tobis.
Fiskerne har løftede armene sammen med fiskemelsfabrikkerne og de jyske Havne, der alle nu kan imødese en fantastisk sæson for industrifiskeriet.
Men når man sidder og kigger på tallene, må man da også knibe sig lidt i armen, for med et slag, har fiskeriet fået, hvad der svarer til næsten 3,5 års kvote på blot én sæson. Den landede mængde af tobis for 2014 til 2016 udgjorde sammenlagt kun 360.000 tons ialt, så man skal altså helt tilbage til 2013, hvor man landede 212.000 tons tobis, for at låne lidt fisk, så man kan nå dette års kvote på 486.000 tons. Det skal forstås således, at fiskerne har nu fået ligeså mange tobis i år, som de sammenlagt har kunnet fiske de sidste tre til fire år.
Hvordan kan biologer og ICES´s komme frem til så forskellige tal år for år, kan kun undre. For spørger man fiskerne, der har fingeren på pulsen, om de sidste års forekomster af tobis, uafhængigt af hvad kvoterådene end måtte have været. Er meldingen at man nærmest har kunnet gå på vandet, så mange tobis har der været. Man måtte bare ikke fange dem.
Dette pludselige trylleslag med kvoten i år, der med ét har fået havet til igen at rumme tobis til overflod, er altså ikke nogen nyhed for fiskerne, for de har altid vist at der var masser af tobis.
Det er forvalterne alias biologerne der har lagt begrænsningerne. Med forsigtighedsprincipper og sikkerhedsmæssige søforklaringer har disse havets »beskyttere«, egenrådigt forvaltet vores naturrigdomme og fiskeforekomster. Noget som ingen længere kan være tjent med, hverken fiskeindustrien, havnene og slet ikke fiskerne, der med millionstore investeringer i grejer og skibe, de sidste år har været forbigået fuldstændigt.
Så et trylleslag der giver os kvoteråd tilbage, som for tyve år siden, kan måske skyldes noget helt andet.
-
Den lille tobis foretrækker at grave sig ned i groft sand om natten, for derefter at søge føde i stimer med andre tobis, for at igen at gemme sig for natten. De flytter sig altså ikke langt og med kendskab til havbunden ved vi idag at fisken overvejende befinder sig på følgende lokationer:
Vikingbanke, Nordgyden, Albjørn-Ling, Klondyke, Østbanken, vestbanken, Jyske Rev, Outer Shoal og Inner Shoal Vest samt Falittene, Elbow spit nord og Elbow spit syd samt selvfølgelig Dogger. (I følge norsk opgørelse) Kunne et skrabetogt så ikke istedet afsøge disse områder, så et kvoteråd kunne blive mere realistisk
- For disse så store udsving i anbefalingerne, vi har set de senere år, kan jo simpelthen ikke passe, med mindre vi, med år imellem, har at gøre med tobis pragthanner, der helt udover det sædvanlige er yderst virile og meget produktive og som får hunnerne til at yngle i hobetal og meget udover det sædvanlige. Noget der tangere det næsten umulige. Måske skulle man hellere beskæftige sig med hvorledes tobis egentlig lever og formere sig, så baggrundsviden omkring denne lille proteinfisk, istedet kommer til at handle om fakta og ikke tilfældige prøvefiskerier med svingende resultater.
Landbruget får langt mere bevågenhed end Fiskeriet
Tingene her er kørt helt ud af proprotioner, når vi dagligt i pressen får historier om ulve, der forgriber sig på forsvarsløse får, og til ejerne og landmænd der med let sløret stemme får stor mediebevågenhed og efterfølgende kan indkassere en erstatning for de få dyr der reelt er tale om.
Erstatninger som fiskerne aldrig har fået for fejlagtige kvoteanbefalinger og kan man virkelig tale om store tab. Forstiller man sig at kvoten de sidste tre til fire år, havde været som 2017, mangler fiskerne lang over 1,3 million tons tobis i fangsttabellen. Det svarer til en mistet indtjening på den gode side 2 milliarder kroner. Så her kan vi snakke om sløret stemme og meget triste miner.
Samfundsøkonomisk set er dette tal der burde få fornuftige og kvikke folketingsmedlemmer op af stolen, for tænk på hvad det kunnet have givet af beskæftigelse i vores yderområder, indtjening til Havnene og ikke mindst valutaindtjeningen til landet, for langt den overvejende del af fiskemel- og olie produktionen går til eksport.
Men vi har vel ikke sådanne politikere længere, der gider løfte fingeren for en ellers meget oplagt sag.
FiskerForum.dk