Trawlskovle af mærket POLY-ICE produceres og markedsføres fremover fra Thyborøn.
I indeværende uge forventes de sidste detaljer at falde på plads, således at Thyborøn Skibssmedie A/S overtager den Islandske konkurrent POLY-ICE.
Dermed cementerer den Thyborøn baserede virksomhed sin position som markedsførende indenfor segmentet trawlskovle til fiskeflåden. Virksomheden oplyser selv, at de er verdens førende målt i antal skovle. Med købet af POLY-ICE får sælgerne fra Thyborøn Skibssmedie et supplerende kvalitetsprodukt med i tasken, ved siden af de mere kendte ”Thyborøn Trawl Door”.
Eksportchef Ole Kjaergaard fortæller til Fiskerforum, at POLY-ICE trawlskovle er kendetegnet ved høj kvalitet og da produktionskapaciteten er til stede i på virksomheden i Thyborøn, var det nærliggende at satse på at overtage den Islandske konkurrent.
POLY-ICE tilbyder et bredt program af skovle til bl.a. den pelagiske sektor, semi pelagisk fiskeri og bundtrawl.