Messedeltagelse er en del af mange virksomheders langsigtede markedsføring. Sådan er det også for de 18 Hanstholmvirksomheder, der deltog på den store internationale fiskerimesse DanFish i Aalborg fra onsdag den 13. til og med fredag den 15. oktober. Nogle af virksomhederne fik herudover et konkret udbytte af deltagelsen. En af disse er maskinfabrikken BOAtech.
»Det er en vigtig del af vores markedsføring, at vi er til stede på en messe som DanFish, hvor der kommer rigtig mange branchefolk forbi i løbet af de tre dage. Udbyttet af vores deltagelse kan komme længe efter messen er slut, hvor en ny kontakt pludseligt får brug for vores service og kontakter os. Men i år har vi desuden fået en ordre med hjem, så vi er meget tilfredse,« udtaler Lasse Hald, som er medejer af BOAtech.
Den store fiskerimesse er også en tilbagevendende opgave hos Thy Erhvervsforum, som planlægger og koordinerer den fælles 260 m2 store Hanstholmstand. Også her er man tilfredse med årets messe.
»Vores opgave er at skabe de bedst mulige rammer for alle de virksomheder, der har valgt at bakke op om den fælles indsats for at markedsføre Hanstholms fiskeindustri. Vi er meget tilfredse med opbakningen fra de mange forskellige deltagende virksomheder og glæder os en ekstra gang, når det også lykkes en af virksomhederne at få en konkret ordre med sig hjem,« fortæller Anne Hansen, der er erhvervschef hos Thy Erhvervsforum.
Hun oplyser afslutningsvist, at man godt har kunnet mærket konsekvenserne af Brexit på messen generelle aktivitetsniveau.